Rune Stentoft Arlbjørn - 24.08.20
Ronald Koeman er trådt til som ny træner for den catalanske storklub og han er allerede godt i gang med oprydningen i truppen. Nu ser det ud til, at Luis Suárez står overfor at få ophævet sin kontrakt.
Ifølge den catalanske radiostation RAC1, så har Ronald Koeman talt med Luis Suárez. Her gjorde hollænderen det angiveligt klart for angriberen, at han ikke ønsker uruguayaneren i truppen i den nye sæson.
Suárez er dermed ikke længere ønsket i Barca og næste skridt skulle derfor være at ophæve hans kontrakt. Angriberen har ellers et år tilbage af kontrakten, men catalanerne ønsker at løsrive Suárez hurtigst muligt.
Det er en stor nyhed i det catalanske, at Ronald Koeman ikke kan bruge Luis Suárez. I slutningen af sidste sæson blev han klubbens tredje mest scorende spiller i historien. Nu forlyder det, at han fortsætter i Ajax.
Luis Suárez har spillet for Barca siden 2014. Dermed har han spillet seks sæsoner i den catalanske storklub. I den netop afsluttede sæson har præstationerne været dalende og derfor er han på vej væk.