Rune Stentoft Arlbjørn - 26.08.20
Josep Maria Bartomeu ønsker ikke at spilde mere tid og i dag ønsker han at mødes med Lionel Messi for at forsøge at finde en løsning. Barca vil ikke have at Messi forlader klubben, så derfor vil præsidenten forsøge at løse situationen.
Efter at Messi i går meddelte, at han vil forlade klubben omgående, vil Bartomeu nu forsøge at løse situationen. Catalunya Radio melder, at Bartomeu vil mødes med Messi i dag for at tale om hvordan de finder en løsning i fællesskab.
Som sportsdirektør Ramon Planes sagde tidligere i dag, så vil Barca ikke lade Messi forlade klubben gratis. Barca henviser Messi til sin frikøbsklausul på 700 mio. euro, da klausulen om at forlade Barca udløb den 10. juni. Ellers må Messi vente til næste år med at forlade Barca på en fri transfer.
Barca ser i øvrigt Messi som værende 'ikke til salg'. Catalanerne kæmper lige nu med næb og klør for at holde på argentineren og derfor ønsker Bartomeu at mødes med holdets anfører i dag. På mødet kan der meget vel komme afgørende nyt.
Messi meddelte ifølge en række medier i går aftes, at han vil forlade klubben omgående. Det skete ved, at hans advokater gav klubben besked om argentinerens ønske. Siden bekræftede Barca, i følge nyhedsbureauet AP, at det var rigtigt nok.