Barca ønsker at finde en løsning på Héctor Forts fremtid, da han ikke indgår i Hansi Flicks planer i den kommende sæson. Ledelsen kan nu glæde sig over, at Dortmund har meldt sig som en seriøs kandidat til at hente højre backen.
Héctor Fort har de sidste par dage trænet separat fra resten af førsteholdstruppen, imens der arbejdes på at finde en løsning på hans fremtid. Catalaneren har ikke udsigt til spilletid hos Barca i denne sæson, og selvom han har udtrykt et ønske om at blive, ser han ud til at fortsætte karrieren andetsteds.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den 20-årige Fort får dog tilsyneladende ikke svært ved at finde en ny arbejdsgiver, da han har tiltrukket sig en del opmærksomhed på transfermarkedet. Som tidligere meldt skulle blandt andet Racing Santander, Fulham og Everton være interesserede, men det forlyder nu, at en anden klub har taget endnu et skridt i jagten på forsvarsspilleren.
Det drejer sig ifølge nyhedsmediet Sky Sports Germany om Dortmund, der aktivt undersøger mulighederne for en handel. Tyskerne skulle allerede være i dialog med Barca for at orientere sig om Forts situation og betingelserne for et eventuelt skifte.
Catalanerne skulle angiveligt have tilbudt Dortmund flere muligheder, da klubben ønsker at fastholde en vis kontrol over forsvarsspillerens fremtid. Barca kræver efter sigende mellem 15 og 20 mio. euro, afhængigt af hvor stor en procentdel af Forts rettigheder man beholder.
Ledelsen menes dog villig til at sænke prisen til 10 mio. euro, hvis klubben holder 50 % af rettighederne. Catalanerne ville således kun sælge halvdelen af spilleren, men det er dog nogle betingelser, der kan gøre handlen mere kompliceret, da de interesserede klubber ønsker at sikre sig så høj en andel som muligt.
Tiden må derfor vise, om Dortmund er klar til at imødekomme Barcas krav. Forts alder, tekniske kvaliteter og store potentiale gør ham dog til en interessant spiller for mange klubber, og ledelsen menes således at stå stærkt i eventuelle forhandlinger.
© Getty Images// Hector Fort