Medie: Gabriel Jesus får trøjenummer 9
Aamer Al-Khatib - 02.09.26
Gabriel Jesus har knap nok nået at blive præsenteret som ny Barca-spiller, før der nu også er kommet styr på hans trøjenummer. Den brasilianske angriber forventes nemlig at overtage den ikoniske nummer 9-trøje.
Det er mediet Jijantes, der mener at vide, at det bliver Jesus, der får lov til at bære nummeret i denne sæson. Trøjen har stået ledig siden Robert Lewandowskis afsked med klubben efter udløbet af hans kontrakt tidligere på sommeren.
Artiklen fortsætter under annoncen
Nummeret var oprindeligt tiltænkt Julián Álvarez, som Barca forsøgte at hente gennem sommeren. Den handel lykkedes dog ikke, og derfor skulle der findes en ny ejer til den eftertragtede trøje.
Lige nu er Jesus indskrevet i La Liga uden angivelse af trøjenummer, men det falder helt sikkert på plads inden Barcas næste opgave i ligaen, der er mod Valencia på søndag.
For Jesus er nummeret samtidig langt fra ukendt. Den 29-årige brasilianer har båret nummer 9 gennem størstedelen af sin professionelle karriere, både i Arsenal og tidligere hos Manchester City.
Nummer 9 har gennem tiden haft en særlig status hos Barca og har været båret af en lang række store navne. Blandt dem finder man blandt andre Ronaldo, Romário, Patrick Kluivert, Luis Suárez, Zlatan Ibrahimović, Samuel Eto'o og altså senest Lewandowski.
Nu bliver det så Gabriel Jesus' tur til at forsøge at skabe sit eget kapitel i trøjens historie. Angriberen kommer til Barca efter nogle vanskelige sæsoner i Arsenal, hvor en alvorlig knæskade har påvirket hans kontinuitet. Derfor bliver skiftet til den catalanske storklub også en mulighed for at genfinde hans tidligere niveau.
© Getty Images