fbpx

Medie: Sergio Busquets indstiller snart karrieren

Aamer Al-Khatib - 24.09.25

// Sergio Busquets

En af Barcas og historiens største midtbanespillere gennem tiderne, Sergio Busquets, forventes snart at lægge støvlerne på hylden. Der er forlydender om, at Inter Miami-spilleren har besluttet at trække sig til vinter.

Ifølge radiostationen Cadena COPE går en af Barcas største legender snart på fodboldpension. Sergio Busquets, der i dag spiller for Inter Miami i MLS, har angiveligt besluttet at lægge støvlerne på hylden, når klubbens sæson afsluttes senere på året. Det bliver enten i november eller december, afhængigt af hvordan Miami klarer sig i slutspillet.

Busquets, der forlod Barcelona i 2023, regnes som en af de største midtbanespillere i sin generation. Han fik debut under Pep Guardiola i 2008 og blev hurtigt en uundværlig brik i tiki-taka-æraen. I alt nåede han 722 kampe for blaugrana, hvilket gør ham til den tredje mest benyttede spiller i klubbens historie – kun overgået af Lionel Messi og Xavi Hernández.

Artiklen fortsætter under annoncen


I løbet af sine 15 sæsoner i Barca vandt han hele 32 trofæer, heriblandt tre Champions League-titler og ni mesterskaber i La Liga. Han blev kendt som hjernen på midtbanen, der med sin ro, spilintelligens og taktiske forståelse satte rytmen i nogle af de mest succesfulde Barca-hold nogensinde.

Spørgsmålet er nu, hvad fremtiden bringer for den 37-årige catalaner. Cadena COPE skriver, at intet er besluttet, men at en tilbagevenden til Barcelona i en eller anden rolle ikke kan udelukkes. Med hans erfaring og status i klubben er der åbne døre – uanset om det bliver som træner, ambassadør eller i en teknisk funktion.

Busquets selv har tidligere givet udtryk for, at han ønsker at forblive tæt på fodbolden. Derfor spekuleres der i, at han på sigt kan følge i fodsporene på tidligere holdkammerater som Xavi og Iniesta, der begge har bevæget sig ind i trænergerningen.

Ifølge Cadena COPE vil Sergio Busquets annoncere sit karrierestop gennem en videobesked – præcis som da han sagde farvel til Barca i 2023. Dermed kan fans verden over forvente et følelsesladet farvel til en spiller, der i mere end et årti satte standarden for, hvordan en moderne defensiv midtbanespiller skal spille.

busquets1F
© Getty Images

.:FORSIDE:.