fbpx

Medie: Spillerne ønsker langtidskontrakt til Flick

Aamer Al-Khatib - 12.02.26

 


Stemningen i Barca er i øjeblikket særdeles positiv. Med et præsidentvalg lige på trapperne og hårdt arbejde, der kan ses på resultaterne, meldes spillerne lykkelige over Flick og ønsker en langtidskontrakt til tyskeren.

Holdet har ramt en stærk stime med stabile præstationer og få nederlag, og selv når resultaterne har drillet, har udtrykket på banen peget i den rigtige retning. Det har givet fornyet tro på projektet, og især på manden ved roret.

Artiklen fortsætter under annoncen


Hansi Flick har på kort tid sat et tydeligt aftryk på holdet og skabt struktur og ro i spillet. Selvom Barca ikke altid har været lige så sprudlende offensivt som tidligere, har kontinuiteten og stabiliteten været markant bedre. Det er noget, spillerne tydeligt mærker og værdsætter i hverdagen.

Ifølge mediet The Touchline er opbakningen til Flick i omklædningsrummet massiv. Flere spillere arbejder aktivt for, at den tyske cheftræner skal forlænge sin kontrakt og binde sig til klubben ud over den nuværende aftale, som udløber i 2027.

Relationen mellem Flick og truppen beskrives som usædvanligt tæt, og kilder tæt på klubben beretter om en faderfigur for de unge spillere. Miljøet omkring førsteholdet minder ifølge rapporterne mere om en samlet familie end et klassisk hierarki, og den gensidige tillid smitter direkte af på præstationerne på banen. Spillerne ser Flick som den ideelle leder for holdet i de kommende år.

Netop derfor er der også en vis bekymring i truppen for, hvad fremtiden kan bringe. Spillerne ønsker ikke at stå i en situation, hvor Flick forsvinder, når kontrakten udløber, og vil derfor gøre deres for at overbevise ham, først og fremmest gennem stærke præstationer og resultater.

Alligevel ligger beslutningen ikke udelukkende i spillernes hænder. Flicks fremtid er også tæt knyttet til udviklingen med det kommende præsidentvalg den 15. marts. Dermed kan eksterne faktorer få afgørende betydning, selvom opbakningen fra omklædningsrummet næppe kunne være større.

raphinha40F
© Getty Images

// Hansi Flick
.:FORSIDE:.