Medier: Barca vil spare Yamal efter lyskeproblemer
Aamer Al-Khatib - 14.11.25
Barca har besluttet at skrue ned for Lamine Yamals spilletid i de kommende uger. Ifølge aviserne Marca og Mundo Deportivo skyldes beslutningen, at den 18-årige stjerne fortsat døjer med tilbagevendende lyskeproblemer.
Lyskeproblemerne har plaget ham gennem de seneste måneder, og den unge offensivspiller måtte tidligere på ugen forlade den spanske landsholdslejr. Derfor ønsker klubben nu at sikre, at problemet ikke udvikler sig yderligere.
Yamal, der igen kom på tavlen i Barcas 4-2-sejr over Celta de Vigo, viste glimt af sit enorme talent – men ifølge cheftræner Hansi Flick er han stadig ikke på fuld fysisk styrke. 'Hans skade skal håndteres. Han skal træne, have behandling… jeg kan ikke sige, at skaden er væk; den kommer og går. Og han skal lære at leve med det' forklarede Flick forleden. Det er netop denne usikkerhed omkring hans helbred, der nu får Barca til at handle.
Artiklen fortsætter under annoncen
Klubbens lægestab og trænerteam har udarbejdet en ny plan, som skal beskytte Yamals krop mod overbelastning. Fremover vil han fortsat få spilletid, men i mere doserede mængder – og det betyder, at han sjældnere vil spille alle 90 minutter. Sidste sæson deltog Yamal i hele 58 af 62 kampe og spillede fuld tid i langt de fleste, men det høje tempo og de mange minutter har sat sine spor. Flick har efter sigende forklaret ham, at pauser under kampene nu er en nødvendig del af hans genoptræning.
Den nye tilgang er allerede tydelig. I de seneste fire kampe har Yamal kun fuldført én – El Clásico – mens han mod Girona, Olympiacos og Elche blev udskiftet tidligt og straks sendt til behandling. Klubben mener dog, at spilleren selv forstår alvoren. Han følger sin behandlingsplan nøje og fortsætter sin daglige træning, men med et klart fokus på at undgå tilbagefald i den såkaldte pubalgia, en kronisk form for lyskesmerter.
I klubben håber man, at en mere forsigtig tilgang vil sikre, at Lamine Yamal kan være fit og klar, når Barca den 22. november møder Athletic Club Bilbao – og i længden beskytte et af klubbens største talenter mod overbelastning.
© Getty Images// Lamine Yamal