Medier: Dro køber sig fri og forlader Barca
FCBARCELONA.DK - 16.01.26
Et opsigtsvækkende og højst overraskende klubskifte er på vej. Stortalentet Dro har ifølge flere medier meddelt Barca, at han indløser sin frikøbsklausul på 6 mio. euro. Det vides endnu ikke, hvilken klub han skifter til.
Samtlige catalanske og spanske medier melder samstemmende om, at den 18-årige Pedro Fernández, bedre kendt som Dro, vælger at forlade sin barndomsklub ved at købe sig fri af sin kontrakt med øjeblikkelig virkning.
Artiklen fortsætter under annoncen
Dro bliver betragtet som et af klubbens største midtbanetalenter, og det er derfor et stort tab, at han nu forlader Barca, som han kom til i 2022 som 14-årig. Han fyldte 18 år netop som holdet returnerede fra Saudi-Arabien med supercup-trofæet, og det var klubbens tanke at tilbyde ham en forlængelse. Det nåede man ikke, for nu køber Dro sig altså fri.
Nyheden er endnu ikke blevet bekræftet af Barca eller af Dros bagland, men skiftet tages for givet. Det helt store spørgsmål er så, hvilken klub Dro vælger at spille for, men han står helt sikkert med flere muligheder på hånden.
Kampen om spilletiden på Barcas midtbane er benhård, og det er måske årsagen til, at Dro nu rejser væk. Han har kun fået 148 minutter samlet set, fordelt på fem kampe.
© Getty Images// Pedro Fernández Dro