fbpx

Messi: 'Har virkelig lyst til at komme tilbage'

FCBARCELONA.DK - 11.11.25

// Lionel Messi

Lionel Messi har givet interview til avisen Sport, hvor han især ser tilbage på tiden i Barca og hvad det betød for ham. Samtidig lægger han ikke skjul på, at både han selv og hans familie savner den catalanske hovedstad.

Interviewet er lavet før at Messi overraskende besøgte Spotify Camp Nou forleden, så det besøg kommenteres ikke i det lange interview, der her bringes i uddrag:

De mange år i Barca:
'Måske nyder jeg det mere nu, end jeg gjorde dengang. På det tidspunkt gik det hele så stærkt – kamp efter kamp, altid fokus på det næste mål. Man havde næsten ikke tid til at nyde, hvad man var midt i. Nu, hvor jeg ser det hele på afstand, mere roligt, et par år senere, så mærker jeg det meget stærkere. Jeg savner virkelig alle de øjeblikke'.

Den uventede afsked med Barca under corona:
'Det føltes mærkeligt at forlade klubben på den måde. Alt det med pandemien, tomme tribuner – det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig at sige farvel efter et helt liv i klubben. Jeg drømte om at afslutte min karriere i Europa, i Barcelona, og først derefter tage videre – som jeg så gjorde. Men ja, det blev en lidt underlig afsked. Alligevel ved jeg, at kærligheden fra fansene altid vil være der, for alt det, vi har oplevet sammen'.

Hvilket minde er stærkest?
'Det er svært at vælge bare ét. Gudskelov har jeg haft så mange store stunder. Når man taler om lykke, tænker man tit på titlerne og sejrene. Men de seks titler med Guardiola var helt ekstraordinær, og den sidste Champions League med Luis Enrique var også noget særligt. Jeg kan ikke vælge ét øjeblik – der var så mange'.

Artiklen fortsætter under annoncen


Forholdet til byen Barcelona:
'Gud førte mig til det sted som barn. Mine børn blev født i byen, og hele mit liv er forbundet med Barcelona – ikke kun klubben, men også byen. Der er så mange minder, jeg tager med mig. At være en del af den klub, at komme dertil som dreng og vokse op dér – det er noget, jeg altid vil være taknemmelig for'.

En fremtid i Barcelona?
'Jeg har virkelig lyst til at komme tilbage. Vi savner Barcelona meget. Børnene, min kone og jeg taler hele tiden om byen. Vi har vores hus dér, og det er dér, vi gerne vil bo igen'.

Jordi Alba og Sergio Busquets karrierestop:
'Situationen med Jordi var meget mærkelig, for det kom helt uventet. Med Busi (Busquets, red.) havde vi talt mere om det, han havde overvejet det længe, men Jordi tog beslutningen fra den ene dag til den anden. Han kom bare ind i omklædningsrummet og sagde, at han ville meddele sin afsked – uden at have nævnt det før. Det overraskede os virkelig. Det er ærgerligt, for ud over det, vi delte på banen, er vi også gode venner. Vi startede eventyret i Miami sammen, og nu mærker vi, at tiden går – vi er fra samme generation, vi har oplevet alt sammen. At slutte karrieren side om side har været meget smukt'.

Spotify Camp Nou er under ombygning:
'Jeg glæder mig til at se det nye stadion, når det står færdigt. Siden jeg tog til Paris, har jeg ikke været tilbage på Camp Nou, og så flyttede holdet til Montjuïc. Det bliver mærkeligt, men også rørende at vende tilbage og genopleve alle minderne – selv om stadionet bliver anderledes'.

En besked til klubbens fans?
'Jeg er evigt taknemmelig for den kærlighed, jeg altid har fået – og jeg kan kun sige tak' afslutter klubikonet over dem alle.

messi3F
© Getty Images

.:FORSIDE:.