fbpx

Ni spillere må vente på debut på Spotify Camp Nou

Aamer Al-Khatib - 10.09.25

 


Det lykkedes ikke for Barca at få Spotify Camp Nou klar til søndagens kamp mod Valencia. Hele ni spillere i truppen havde ellers helt sikkert håbet på, at de ville få deres første optræden på det ikoniske stadion.

Renoveringen af Spotify Camp Nou har betydet, at Barca i to sæsoner har spillet sine hjemmekampe på Estadi Olímpic. Men selvom tilbagekomsten endnu en gang er blevet udskudt, forventes det, at holdet inden længe igen vil betræde deres ikoniske hjemmebane. For fans og spillere bliver det et magisk øjeblik – ikke mindst for de ni nuværende førsteholdsspillere, der endnu aldrig har optrådt på Spotify Camp Nou i Barca-trøjen.

Artiklen fortsætter under annoncen


Mest iøjnefaldende finder vi to keepere på listen. Joan García, der allerede har markeret sig som en af sæsonens største profiler, venter stadig på at stå mellem stolperne på klubbens hjemmebane. Det samme gør Wojciech Szczęsny, som ganske vist har spillet på Spotify Camp Nou med Arsenal, Roma og Juventus, men endnu ikke som Barca-spiller – en oplevelse, han har kaldt helt unik.

I forsvaret er to unge La Masia-produkter på spring: Pau Cubarsí og Gerard Martín. Begge har taget store skridt på kort tid, men mangler fortsat den særlige oplevelse at repræsentere Barca på det stadion, de har drømt om siden barndommen.

Midtbanen har hele tre repræsentanter på listen, nemlig Fermín López, Marc Casadó og Dani Olmo, Følelsen af at blive hyldet af tusinder af culés på Spotify Camp Nou, er stadig noget, de kun har forestillet sig.

Marcus Rashford har tidligere mærket trykket på Spotify Camp Nou – men dengang som Manchester United-spiller, da englænderne tabte 3-0 i en Champions League-kvartfinale. For ham vil det blive et kapitel for sig at stå på græsset som en del af Barca. For Roony Bardghji, klubbens unge svenske stortalent, der kom til fra FC København, bliver det derimod første gang nogensinde, han oplever atmosfæren på det legendariske stadion.

Uanset hvornår dørene til det nyrenoverede Spotify Camp Nou åbnes, vil det blive et øjeblik for historiebøgerne – og for disse ni spillere et debutøjeblik, de aldrig vil glemme, når det bliver deres tur til at komme på banen.

campnou3F
© Getty Images

// Camp Nou
.:FORSIDE:.