Nu rettes fokus på kontraktforlængelse med Torres
Aamer Al-Khatib - 08.02.26
Det har længe været undervejs, at Ferran Torres skulle forlænge sin kontrakt med Barca. Efter at have fået Fermín López’ fremtid på plads er fokus nu rettet mod at få underskrevet aftalen med spydspidsen.
Barca er allerede videre til næste punkt på dagsordenen. Fredagens kontraktforlængelse med Fermín, der nu er bundet til klubben frem til 2031, har givet sportsdirektør Deco ro til at rette blikket mod næste vigtige brik i truppen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ifølge avisen Sport er fokus nu flyttet til Ferran Torres, som står højt på klubbens interne prioriteringsliste. Angriberen har været i Barcelona i fire år og har aktuelt kontrakt frem til 2027, men til sommer vil han gå ind i sit sidste kontraktår. Det er en politik i klubben, at man ikke har spillere i truppen med under et år tilbage af deres kontrakt, med mindre man er i tvivl om deres fremtid i klubben, som man eksempelvis ser med Lewandowski og Andreas Christensen denne sæson.
Både Deco og præsident Joan Laporta ønsker derfor at handle i god tid. Ferrans rolle i truppen har ændret sig markant i denne sæson, hvor han i praksis har overtaget pladsen som holdets foretrukne 9’er foran Robert Lewandowski.
Tallene understøtter klubbens prioritering. Ferran har allerede spillet 30 kampe i alle turneringer og står noteret for 16 mål på 1.725 minutter, hvilket har styrket hans position internt og øget hans markedsværdi.
Uanset om Barca vælger at hente en ny angriber til sommer, er opgaven klar for Deco. Ferran Torres skal tilbydes en kontrakt og en rolle, der afspejler hans nuværende betydning for holdet. En spiller med den slags output vil naturligt vække interesse andre steder.
Ferran Torres har flere gange gjort det klart, at hans store mål er at få succes i Barca. Skal samarbejdet fortsætte efter 2027, kræver det dog, at begge parter bliver enige om rammerne, både sportsligt og økonomisk, men det forventes ikke at blive det store problem.
© Getty Images// Ferran Torres