Ny Nike-aftale bør blive bekræftet i denne uge
FCBARCELONA.DK - 15.10.24
Det trækker ud med offentliggørelsen af den nye aftale med Nike, der angiveligt kun mangler at blive skrevet under. Da indtægten indgår i budgettet for denne sæson, bør den falde på plads inden generalforsamlingen på lørdag.
Der har meget længe været talt om en ny og meget indbringende sponsoraftale med Nike, men indtil nu er intet blevet officielt bekræftet. Den var ventet i starten af oktober, men endnu er intet meldt ud.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den markant højere indtægt fra aftalen er angiveligt indarbejdet i det budget for sæsonen 2024/25, som klubbens medlemmer skal stemme om på lørdag på den ordinære generalforsamling. Derfor er det svært at forestille sig, at der ikke kommer en afklaring i løbet af denne uge.
Præsident Joan Laporta forventes at forklare nærmere om aftalen og det langstrakte forløb der er gået forud. Alle forventede en aftale inden den 1. juli, så Barca kunne overholde La Ligas økonomiske farirplay-regler, men klubben valgte at forhandle videre for at få en bedre aftale i hus, uden at være under tidspres.
Hvis aftalen ikke bliver klar inden generalforsamlingen, kan det næsten kun være et tegn på, at der er problemer med at blive enige med klubbens hovedsponsor siden 1998, hvor Nike overtog trøjen fra Kappa.

// Nike