Officielt: Barca bekræfter Sergi Robertos lårskade
FCBARCELONA.DK - 18.04.23
// Sergi Roberto
Barca kommer til at klare sig uden Sergi Roberto et stykke tid. Efter at han måtte forlade banen i opgøret mod Getafe med lårsmerter, har klubben nu bekræftet, at der er tale om en reel skade. Det er uvist hvornår han bliver klar igen.
Der var blot spillet af et kvarter af opgøret mod Getafe søndag eftermiddag, da Sergi Roberto måtte lade sig skifte ud. Han mærkede noget i venstre baglår og kunne ikke spille videre.
Artiklen fortsætter under annoncen
På pressemødet efter kampen forsøgte Xavi at nedtone skaden, men i går kom klubben med en bekræftelse på, at der er tale om en skade i venstre baglår. Som altid fraholder Barca sig fra at komme med et bud på, hvor lang tid spilleren ventes ude, blot at udviklingen vil afgøre hvornår han er klar igen.
Det er dog givet at Sergi Roberto vil være ude nogle uger. Avisen Sport anslår perioden til mindst fem uger og det kan reelt betyde, at catalaneren ikke kommer mere i aktion i denne sæson.