Officielt: Cubarsí og Yamal udtaget for Spanien
FCBARCELONA.DK - 15.03.24
// Lamine Yamal // Pau Cubarsí
Eventyret fortsætter for den 17-årige Pau Cubarsí, der har fået sit helt store gennembrud hos Barca her i 2024. I dag blev han udtaget for første gang for Spaniens landshold og her får han selskab af Lamine Yamal.
Der var allerede spekulationer om, at landstræner Luis de la Fuente ville kigge i Cubarsís retning, når han i dag skulle udtage truppen til de kommende venskabskampe mod Colombia i London den 22. marts og mod Brasilien på Santiago Bernabeu den 26. marts.
Artiklen fortsætter under annoncen
I dag kunne den 17-årige forsvarsspiller så glæde sig over, at komme med i truppen. Udtagelsen kommer blot tre efter, at Cubársi blev kåret til kampens bedste spiller mod Napoli, så det har været en god uge for catalaneren.
Der er reelt tale om et rent eventyr, for ikke mange kendte til Cubarsí, da man tog hul på 2024. Med udtagelsen er Cubarsí inde i billedet til Spaniens EM-trup til sommer.
Mere ventet var det, at den formstærke Lamine Yamal kom med i truppen og angriberen har allerede en række A-landskampe på CV'et. Til gengæld måtte Fermín López se sig forbigået af De la Fuente. Han er i stedet udtaget for U21-landsholdet, ligsom Hector Fort.
Barca har dermed kun to spillere med i truppen. Under normale omstændigheder ville antallet være større, men skader holder Gavi, Balde og Pedri ude for tiden.