fbpx

Officielt: Ed Sheeran på Barca-trøjen i El Clásico

FCBARCELONA.DK - 14.10.25

 


Tirsdag formiddag offentliggjorde Barca som ventet i en pressemeddelelse, at musikeren Ed Sheeran får pladsen på fronten af Barca-trøjen til El Clásico mod Real Madrid den 26. oktober. Her vil sangerens nyeste albumtitel 'Play' fremgå.

Traditionen tro vil Barca i den kommende El Clásico den 26. oktober, som spilles på Santiago Bernabeu i Madrid, bære en speciel trøje i forbindelse med sponsoraftalen med musiktjenesten Spotify. Her vil Ed Sheeran blive promoveret med titlen på hans seneste album.

Ed Sheeran udgav den 12. september sit nyeste album med titlen 'Play' og det vil være netop denne titel og det tilhørende logo, som vil pryde den blå-røde Barca-trøje i El Clásico.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Dermed følger Ed Sheeran i rækken af andre store musikere, som i de seneste år har haft pladsen på Barca-trøjen i El Clásico. Her har været tale om Drake, Rosalía, The Rolling Stones, Karol G, Coldplay og Travis Scott.

I forbindelse med dagens offentliggørelse kom Ed Sheeran med en udtalelse. 'At se mit nye album Play på Barcelonas trøje er et af de øjeblikke, jeg næsten ikke kan forstå er virkeligt. Jeg har elsket fodbold hele mit liv, så at kunne bringe min musik ind på en så ikonisk scene og dele den med fans over hele verden betyder enormt meget for mig' sagde englænderen.

Også Robert Lewandowski har udtalt sig i forbindelse med offentliggørelsen. 'Ed's sange har længe været en del af vores playliste i omklædningsrummet, så at se hans nye album på vores trøjer til El Clásico er virkelig noget særligt. Musik og fodbold forener fans på en stærk måde, og jeg er stolt af at repræsentere den forbindelse på banen'.

Den kommende El Clásico mod Real Madrid spilles den 26. oktober klokken 16.15 på Santiago Bernabeu.

// El Clásico // Ed Sheeran
.:FORSIDE:.