Officielt: El Clásico spilles søndag den 10. maj
Søren Wennerwald - 23.03.26
Nu kan man godt finde kuglepennen frem og sætte kryds i kalenderen søndag den 10. maj, for nu har La Liga fastlagt kamptidspunktet for El Clásico på Spotify Camp Nou i ligaens 35. spillerunde.
Møderne mellem ærkerivalerne FC Barcelona og Real Madrid får altid massiv global opmærksomhed. El Clásico omtales som verdens største klubkamp, og millioner af fodboldfans kigger med verden over.
Artiklen fortsætter under annoncen
Kampen fløjtes i gang kl. 21.00 søndag den 10. maj, og det er første gang, at Real Madrid besøger det genåbnede Spotify Camp Nou, der nu har plads til 62.000 tilskuere. Her vil der med garanti vente en fantastisk fodboldaften.
Der er tale om 35. spillerunde, og det helt store spørgsmål er, hvor stor afstand der på det tidspunkt vil være mellem de to hold, der realistisk set er de eneste bejlere til mesterskabet. Efter El Clásico resterer der kun tre runder, så det kan meget vel være en kamp, der bliver afgørende for, hvem der slutter sæsonen øverst i ligatabellen.
I det omvendte møde i Madrid tidligere på sæsonen var det Real Madrid der trak det længste strå med en 2-1 sejr. Til gengæld vandt Barca med 3-2, da rivalerne mødtes i Supercopa de España i januar måned.
© Getty Images// El Clásico