Officielt: Lamine Yamal forlader spansk landsholdslejr
FCBARCELONA.DK - 11.11.25
Tirsdag formiddag offentliggjorde det spanske fodboldforbund, at Lamine Yamal forlader den spanske landsholdslejr og er udeladt fra truppen til kampene mod Georgien og Tyrkiet. Årsagen er angriberens lyskeproblemer.
Lamine Yamal mødte ellers mandag ind til den spanske landsholdslejr som en del af truppen til de to kommende kampe mod Georgien og Tyrkiet. Tirsdag formiddag rejste Barca-angriberen dog hjem igen, hvorefter det spanske fodboldforbund udsendte en kritisk pressemeddelelse.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Det Spanske Fodboldforbunds lægestab ønsker at udtrykke deres overraskelse og utilfredshed, efter at man mandag den 10. november klokken 13.47 - samme dag som landsholdssamlingen officielt begyndte - fik kendskab til, at spilleren Lamine Yamal samme morgen havde gennemgået en invasiv radiofrekvensbehandling for sine gener i lysken. Behandlingen blev udført uden forudgående kommunikation med landsholdets lægestab, som først modtog en rapport klokken 22.40 samme aften med oplysning om, at der var anbefalet 7-10 dages hvile' skriver forbundet.
På baggrund af Lamine Yamals behandling og anbefalede hvile på 7-10 dage har Spanien frigivet Lamine Yamal fra landsholdstruppen og angriberen kan nu i stedet se frem til at tage den med ro i Barcelona, indtil man den 22. november møder Athletic Bilbao i den spanske liga. En udvikling, som man i den catalanske hovedstad er stærkt tilfredse med.
Lamine Yamal har som bekendt døjet med smerter i lysken i flere måneder og det har resulteret i uenigheder mellem Barca og det spanske landshold om, hvem der bør spare angriberen mest. Tirsdagens udvikling har dermed kun gjort forholdet mellem den catalanske klub og det spanske landshold endnu dårligere.

// Lamine Yamal