Oprykkerne fra Elche er sæsonens store overraskelse
FCBARCELONA.DK - 02.11.25
Barca tager i aften imod oprykkerne fra Elche og det burde under normale omstændigheder betyder tre sikre point på kontoen, men holdet fra Alicante-regionen har overrasket stort i sæsonstarten, hvor de kun har tabt to kampe.
Efter to sæsoner i næstbedste række, er Elche CF tilbage i La Liga denne sæson. Her blev de på forhånd spået en svær sæson, hvor det handlede om at undgå nedrykning, men alicantinerne har leveret overraskende gode resultater i de første 10 runder. Her er det blevet til tre sejre, fem uafgjorte og blot to nederlag, hvilket indbringer dem en uventet og meget flot 8. plads.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det skyldes blandt andet en god defensiv, for de har kun lukket 10 mål ind i 10 kampe, hvilket er to færre end Barca har gjort.
Elche må dog også erkende, at der er kommet lidt grus i maskineriet i deres seneste tre kampe i La Liga, hvor de har tabt til Deportivo Alavés og Espanyol, samt spillet uafgjort mod Athletic Club Bilbao. Samtidig viser statistikken, at de ikke har vundet på udebane endnu.
Derfor må Barca, helt naturligt, påtage sig rollen som storfavorit i aftenens kamp. Elche har vist dalende formkurve på det seneste og de står overfor et Barca-mandskab, der hungrer efter succes og point efter nederlaget i El Clásico for en uge siden.
Kampen mod Elche spilles kl. 18.30 og den kan ses på TV2 Sport X.
© Getty Images// Elche