fbpx

Pablo Torre: 'Mallorca er noget helt andet end Barca'

FCBARCELONA.DK - 18.11.25

 


Barca solgte i sommer Pablo Torre til Mallorca, men midtbanespilleren har haft en svær start i sin nye klub, hvor spilletiden ikke er som han kunne ønske sig. Han erkender, at han skal vænne sig til en anden måde at spille på.

Ingen i Barcelona tvivlede på Pablo Torres store talent og potentiale, men konkurrencen på den catalanske midtbane gjorde, at det ikke var meget spilletid han fik af Hansi Flick. Derfor valgte man i sommer at sælge Torre til Mallorca for 5 mio. euro.

Starten på ferieøen har dog været svær for spanieren, for han er mest blevet brugt som indskifter. Det sætter han ord på i et intervew med avisen Sport.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Jeg tror, at der har været nogle kampe, hvor resultaterne er kommet, netop når jeg ikke var på banen, og til sidst får det træneren til at fortsætte med den samme startellever. Det er rigtigt, at jeg ikke har spillet så meget, som jeg gerne vil på det seneste, men jeg skal bare blive ved med at arbejde, gøre tingene rigtigt og tale med træneren for at forstå præcis, hvad han forventer af mig' lyder det.

'Jeg er sikker på, at jeg nok skal ende med at spille mere. Jeg er også lige kommet hertil og er stadig ved at tilpasse mig alt. Det er noget helt andet end Barcelona, så der kræves tålmodighed. Jeg arbejder godt, og på den måde er jeg helt rolig. Selvfølgelig vil jeg spille mere, det siger sig selv, og jeg kan ikke lide ikke at spille, men sådan er det' fortsætter han.

Han bliver spurgt til forskellen mellem Barca og Mallorca. 'Det er to meget forskellige stilarter. I Barcelona ved du, at du stort set hele tiden vil have bolden, og spillet er mere positionsorienteret. Her er det det stik modsatte, så jeg skal også vænne mig til den del af spillet. Jeg er sikker på, at det nok skal komme, men alting kræver en tilpasning' forklarer han.

Til sidst bliver han spurgt, om han stadig ser skiftet til Mallorca som det rigtige. 'Ja, selvfølgelig. At jeg ikke spiller så meget lige nu, betyder ikke, at beslutningen var forkert. Det er bare en tilpasningsproces, og det er dét. Oftest kommer vi selv til at kigge alt for langt frem. Alt tager sin tid – jeg har det godt, jeg er et sted, hvor jeg bliver behandlet fantastisk, og så skal resultaterne – både de individuelle og de kollektive – nok komme' svarer han afslutningsvist.

pablotorre2F
© Getty Images

// Pablo Torre
.:FORSIDE:.