fbpx

Pedri: 'Barca har altid været min drøm'

Aamer Al-Khatib - 23.09.25

 


Pedri er motoren på Barcas midtbane, og han fortsætter takterne fra sidste sæson. I et nyt interview har han sat ord på, hvilken betydning klubben har for ham samt hvilken forsvarer, der har voldet ham flest problemer.

Det er i et nyt interview under et stort Decathlon-event i Barcelona, at Pedri har sat ord på diverse emner i klubben. Midtbanestjernen mindes stadig sin debut tilbage i 2020 som noget helt særligt.

'Barca har altid været min drøm. Siden jeg var barn, har jeg altid gået rundt i Barca-trøjen, og når man så får lov at debutere for, hvad der for mig er verdens bedste hold, er det helt utroligt' fortalte Pedri foran de mange fremmødte fans.

Artiklen fortsætter under annoncen


Spanieren, der er kommet stærkt tilbage efter sine skader, blev også spurgt ind til den mest udfordrende modstander, han nogensinde har stået overfor. Her var der ingen tøven fra den 22-årige stjerne. 'Jeg må sige, at han ser stor ud på fjernsynet, men Van Dijk er endnu større på banen. Jeg spillede mod ham for nylig (landsholdsregi, red.), og det er meget svært at komme forbi ham' sagde Pedri om Liverpools kaptajn.

Han benyttede samtidig lejligheden til at reflektere over den sværeste periode i sin karriere – de mange måneder med skader, der holdt ham ude. 'Mit værste øjeblik var perioden med skaderne. Det er ikke et bestemt øjeblik, men de mange tidspunkter, hvor det var hårdt. Jeg fandt styrke i min familie, der altid har været der for mig. Jeg trænede endnu hårdere, når jeg kunne, og nu er jeg heldigvis skadefri' forklarede han.

Pedri afslørede også baggrunden for sin karakteristiske målfejring, hvor han sætter hænderne op som briller. 'Jubelscenen på den måde er for min far. En dag sad vi og spiste frokost, og jeg ville dedikere mine mål til ham, fordi han altid har været der for mig, siden jeg var lille. Hele familien bruger briller, så vi fandt på den gestus' sagde han med et smil.

Eventet, der blev afholdt i Forum i Barcelona og foregik over to dage i torsdags og fredags, samlede over 500 fans, og Pedri var som ventet den helt store attraktion. Publikum fik både et indblik i livet som Barca-profil og et mere personligt billede af den ydmyge midtbanespiller fra De Kanariske Øer.

pedri8F
© Getty Images

// Pedri
.:FORSIDE:.