Aamer Al-Khatib - 06.01.25
Pedri har været flyvende i denne sæson og er altid garant for brillans på den catalanske midtbane. Hvis Barca skal gøre sig forhåbninger om at løfte sølvtøj, kræver det, at spanieren fortsætter med at være i hopla.
Når man kigger tilbage på Pedris imponerende gennembrud i sæsonen 2020/2021, hvor han spillede omkring 60 kampe og endda deltog i sommerens OL, er det ingen overraskelse, at han hurtigt blev betragtet som en af Barcas største stjerner. Men overbelastning og skader i sæsonen 2021/2022 satte midtbanetalentet på pause og efterlod tvivl om hans fremtid. I denne sæson er Pedri tilbage i omdrejninger og ligner en afgørende brik i Hansi Flicks projekt for at sikre trofæer til klubben.
Pedri, der nu er 22 år, er ikke blot en af de mest talentfulde midtbanespillere i verden, men også en nøglespiller for Barca i en tid, hvor klubben kæmper med økonomiske begrænsninger og skader hos nøglespillere. Flick har været afhængig af unge talenter fra La Masia som eksempelvis Marc Casadó, men Pedris erfaring og kreative evner giver holdet det ekstra niveau, der kan gøre forskellen i tætte kampe.
En af de mest interessante udviklinger under Flicks ledelse har været Pedris repositionering på banen. Hvor han tidligere ofte blev brugt som offensiv midtbanespiller, har Flick i denne sæson primært benyttet ham som central midtbanespiller i en dobbelt pivot. Denne ændring har ikke kun lettet hans arbejdsbyrde og reduceret risikoen for skader, men også givet ham mulighed for at dominere spillet fra dybere positioner.
Pedri har vist sin evne til at kontrollere tempoet, bryde modstanderens pres og levere præcise afleveringer, der åbner spillet. Hans tekniske færdigheder og spilintelligens gør ham til en ideel spiller i denne rolle, og han har allerede vist, hvordan han kan hjælpe holdet med at bygge angreb fra bagkæden.