Anders Lang Jensen - 08.09.21
Barcas unge midtbanekomet Pedri har siden sit skifte til det catalanske 2019 kun set én vej. De gode præstationer for Barcas førstehold har udviklet Pedri til en stor profil, og markedsværdien er også eksploderet på kort tid.
Barca betalte i 2019 et beløb på 5 millioner euro i transferpris til Las Palmas for at sikre sig Pedris underskrift. Siden da er beløbet dog steget til over 20 millioner euro, eftersom Pedri har indfriet en lang række klausuler grundet sin store og voldsomme udvikling til fast mand på Barca-holdet.
For to somre siden, da Barca købte Pedri, blev midtbanetalentet sendt tilbage på en lejeaftale hos selvsamme Las Palmas. Da Pedri sidste sommer endegyldigt blev en del af Barca-holdet, var markedsværdien for guldfuglen på lidt over 7 millioner euro ifølge transfermediet transfermarkt.com.
Efter et par måneder i den seneste sæson var transferværdien hurtigt fordoblet til 15 millioner euro i oktober 2020. Status er dog en helt anden for Pedri nu. Efter en hel sæson som profil for Barca, og sågar fast mand for det spanske landshold, er hans transferværdi nu på hele 80 millioner euro.
Argentinske Lionel Messi har på transfermarkt.com også fået fastsat en markedsværdi på 80 millioner euro, og det vidner om den kollossale udvikling, den bare 18-årige Pedri har gennemgået de sidste 12 måneder som førsteholdsspiller på Camp Nou.