fbpx

Pedri har spillet 59 ud af 60 kampe denne sæson

Aamer Al-Khatib - 26.05.25

 


Barca rundede søndag aften en mindeværdig sæson af med en overlegen 3-0-sejr ude mod Athletic Club Bilbao – og samtidig blev det en aften, hvor Pedri spillede sin kamp nummer 59 ud af i alt 60 kampe denne sæson.

Pedri har været her, der og alle vegne denne sæson. Den kun 22-årige midtbanestjerne rundede sin 59. optræden i sæsonen mod Bilbao, hvilket er det højeste antal kampe, han nogensinde har spillet for klubben i én og samme sæson – og det højeste for nogen spiller i Hansi Flicks trup i 2024/25-sæsonen.

Det er en markant transformation for en spiller, der for bare ét år siden stod ved en skillevej i sin karriere. Gentagne muskelskader havde sat spørgsmålstegn ved, om Pedris enorme talent overhovedet kunne få lov at blomstre fuldt ud. Men sammen med Barcas lægestab lagde han en personlig og målrettet træningsplan, der skulle styrke hans krop og mindske risikoen for nye skader.

Artiklen fortsætter under annoncen


Resultatet er et fysisk gennembrud, der har givet den teknisk begavede midtbanemand kontinuitet, selvtillid – og nøglerne til Barcas midtbane og titler i denne sæson. Pedri startede inde i hele 56 kampe i sæsonen, flere end nogen anden Barca-spiller, og han spillede 90 minutter eller mere i 50 af dem. Kun Raphinha, med 4.650 minutter mod Pedris 4.619, overgik ham  i samlet spilletid. De to var sæsonens absolutte arbejdsheste, men det var Pedri, der satte standarden som Flicks mest benyttede og pålidelige spiller.

Særligt i forårets afgørende fase af sæsonen har han været toneangivende. Hans evne til at kontrollere tempoet, vende på en tallerken og finde løsninger under pres, har været essentiel i Barcas mesterskabsløb og i pokaltriumferne.

Pedris udvikling er ikke gået ubemærket hen internationalt. Han nævnes nu i samme åndedrag som navne som Kylian Mbappé og Mohamed Salah som kandidater til årets Ballon d'Or. Medmindre skader sætter ind igen, ligner han et sikkert kort til en topplacering, sammen med klubbens øvrige stjerner som Raphinha, Lewandowski og Lamine Yamal.

Pedris sæson slutter dog ikke helt endnu. Næste stop er landsholdet, hvor han forventes at spille en central rolle for Spanien i UEFA Nations League i juni måned. Først derefter får han sin velfortjente sommerpause – en pause, han denne gang kan tage uden at skulle komme sig over skader.

pedri8F
© Getty Images

// Pedri
.:FORSIDE:.