Pedri: 'Vi kunne mærke de trætte ben'
FCBARCELONA.DK - 23.03.26
Barca sikrede sig søndag tre vigtige point mod Rayo Vallecano, men det var en kamp, hvor trætheden meldte sig. Pedri erkendte efterfølgende, at det tætte kampprogram og det tidlige kamptidspunkt kunne mærkes i stængerne.
Det blev en arbejdssejr af de helt store, da Barca søndag eftermiddag besejrede Rayo Vallecano med 1-0. Selvom sejren sender Barca tættere på mesterskabet, var det ikke en af de mest sprudlende forestillinger, vi har set under Hansi Flick. Efter kampen satte Pedri ord på de udfordringer, holdet stod overfor mod et aggressivt Madrid-mandskab.
Selvom de tre point kom i hus, var den teknisk stærke midtbanespiller selvkritisk omkring holdets evne til at styre begivenhederne, især da kampen gik ind i sin afgørende fase.
'Vi formåede ikke at kontrollere kampen. Det var det, vi manglede, sammen med at have bolden mere. I de sidste 15 minutter, da vi førte 1-0, satsede de alt og kom længere frem på banen' forklarede Pedri om det pres, som Rayo lagde mod slutningen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det var på forhånd forventet, at Rayo Vallecano ville blive en svær nød at knække, og Pedri lagde ikke skjul på respekten for modstanderens spillestil.
'Det er et svært hold at møde. De spiller med meget høj intensitet, har utroligt hurtige spillere og er gode til at komme i løb fra anden kæde. Det er kompliceret at stoppe dem, men det vigtigste er de tre point' lød det fra midtbanegeneralen.
Efter midtugens storsejr mod Newcastle i Champions League, var det tydeligt, at de kortere restitutionsdage og den tidlige kick-off klokken 14.00 spillede en rolle for spillerne.
'Vi kunne mærke de trætte ben efter en kamp i Champions League og med dette tidlige kamptidspunkt. Men vi skal ikke komme med undskyldninger. Vi skal fortsætte med at lægge point til kontoen og der er nu én runde mindre. Det bringer os tættere på titlen' sluttede Pedri.
Med sejren kan Barca nu gå på landsholdspause med ro i maven og et solidt forspring i toppen af La Liga.

// Pedri // Rayo Vallecano