fbpx

Pedro: 'Pedri fortjener at vinde Ballon d'Or'

Aamer Al-Khatib - 24.06.25

// Pedro // Pedri

Pedro Rodríguez, der i dag tørner ud for Lazio, har udtalt sig om kampen om årets Ballon d'Or. Hvis det stod til den tidligere Barca-spiller, er der ingen tvivl - han mener, at prisen skal gå til landsmanden Pedri.

Efter en fremragende sæson under Hansi Flick, hvor Barca hentede hele tre titler til trofæskabet, nævnes både Lamine Yamal, Raphinha og Pedri som mulige kandidater til den prestigefyldte pris. Men Pedro har sin klare holdning om hvem der bør vinde årets Ballon d'Or. Det afslører han i et interview med avisen El Día de Tenerife.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


'Selvfølgelig ville jeg give Pedri topkarakter. Derefter Lamine Yamal. Og måske er der også kandidater som Dembélé eller Raphinha, men jeg ville elske, at Pedri vandt. Han er den bedste i verden på sin position. Han leder med eksempel og giver altid alt på banen. For os er det en ære og en fornøjelse at have endnu en spiller fra Tenerife og De Kanariske Øer i verdenseliten' siger han.

Pedro, som selv nåede højt ved Ballon d'Or-afstemninger i sin storhedstid, følger stadig sin tidligere klub tæt. Han er bekendt med Barcas jagt på Athletic Club Bilbaos Nico Williams og håber, at handlen falder på plads. 'Han ville være et godt køb. Han passer godt ind med de spillere, som allerede er i klubben – især dem fra landsholdet. Jeg ved ikke, om det er klappet helt af endnu, men jeg håber, det sker. Det ville glæde alle Barca-fans' fortsætter den nu 37-årige Pedro.

I interviewet bliver Pedro også spurgt ind til sin egen start i Barca. Han mindes tydeligt den dag, hvor Pep Guardiola gav ham debut, fordi Santiago Ezquerro meldte fra med sygdom. Pedro fik debut i stedet for selveste Samuel Eto’o. 'Jeg troede først ikke på det. Jeg ringede hjem, og familien holdt fest i Abades. Jeg forventede ikke at spille, men det gjorde jeg – og jeg fik debut. Det øjeblik er indrammet derhjemme den dag i dag' lyder det.

Pedro slutter med at reflektere over den hårde konkurrence i La Masia. 'Nogle klarede den, andre gjorde ikke. Der var Piqué, Victor Vázquez, Giovanni dos Santos, Bojan… De var alle imponerende, men sådan er fodbold – og sådan er det i Barca' afslutter han.

pedro1F
© Getty Images

.:FORSIDE:.