Pressen ikke inviteret til Lamine Yamals forlængelse
Anders Lang Jensen - 01.10.23
© Getty Images
// Lamine Yamal
16-årige Lamine Yamal er på alles læber lige nu i og omkring Barcelona, og klubben er tæt på at forlænge kontrakten med guldfuglen. Yamal ventes at underskrive den i morgen, men pressen er ikke inviteret.
For nyligt forlængede Barca med Alejandro Balde, og her blev der traditionen tro afholdt en officiel præsentation på Camp Tito Vilanova med mediernes tilstedeværelse. Det kommer dog ikke til at ske trods den yderst vigtige forlængelse med Lamine Yamal, der meldes lige på trapperne.
Artiklen fortsætter under billedet

Ifølge avisen Mundo Deportivo er planen nemlig, at Yamal underskriver sin kontrakt til 2026 allerede i morgen mandag, men der bliver ikke et officielt arrangement med medierne som vanligt. Det skyldes, at det ikke er tilladt med spillere der ikke er myndige. I stedet vil Barca selv stå for en mere diskret udmelding, når forlængelsen med stortalentet er en realitet.
Netop grundet Lamine Yamals unge alder kan Barca heller ikke lave en langtidskontrakt med kantspilleren. I stedet vil den nye aftale løbe tre år frem til 2026, men klubben håber på at lave en fastsat aftale med Yamal og hans bagland om en automatisk forlængelse til 2030, når han fylder 18 år i 2025.