fbpx

Rakitic: 'Yamal kunne have forbedret vores Barca-hold'

Aamer Al-Khatib - 24.05.25

// Rakitic // Lamine Yamal

Ivan Rakitic har spillet med nogle af fodboldhistoriens største stjerner – men 17-årige Lamine Yamal får nu den tidligere midtbaneprofil til at overveje, om det legendariske 2014/15-hold havde været stærkere med stortalentet.

Den kroatiske midtbanedirigent Ivan Rakitic tørnede ud for Barca i årene 2014-2020, og det catalanske mandskab fra dengang anses for at have været et af de bedste fodboldhold nogensinde. I den forbindelse har Rakitic i et interview med mediet The Independent udtalt, at Lamine Yamal ville have været en oplagt kandidat til at spille sig ind på det treblevindende Barca-hold, ledet af daværende træner Luis Enrique. Det til trods for, at holdet havde Lionel Messi, Luis Suárez og Neymar i front og en midtbane bestående af Xavi, Iniesta og Busquets.

Artiklen fortsætter under annoncen


'Hvis man spiller med Leo, er der som regel ikke plads til andre, men vi ville have fundet plads til Lamine – det er oplagt. Han er en utrolig spiller. Det handler ikke om alder. Enten er du der, eller også er du det ikke' sagde Rakitic.

Yamal har haft en fremragende sæson for Barca og er ifølge Rakitic blandt favoritterne til at vinde Ballon d’Or. 'Hvis han var nået Champions League-finalen, ville vi ikke have haft nogen tvivl om, at han ville vinde prisen i år. Det er en individuel pris, men titler tæller også. Men selv uden Champions League-finalen – især med den måde, han har spillet på i de sidste måneder – synes jeg, han er en mulig vinder blandt to eller tre kandidater. For mig personligt er han favoritten' konstaterede han.

I dag spiller Rakitic i sin barndomsklub Hajduk Split og står overfor en potentiel titel i den kroatiske liga. Om han snart stopper karrieren, vil han endnu ikke svare på: 'Jeg har ikke truffet nogen beslutning endnu. Jeg nyder stadig spillet. Når jeg tager beslutningen, kommer den fra mig selv – ikke fra rygterne' svarede han.

37-årige Ivan Rakitic nåede at spille 310 kampe og scorede 35 mål i den Barcas blaugrana-trøje.

rakitic1F
© Getty Images

.:FORSIDE:.