Raphinha, Balde, Gavi og Bisiwu ventes i aktion i aften
Søren Wennerwald - 08.08.26
I aften deltager Barca i en trekantsturnering med Udinese og Nottingham Forest. Her forventes Hansi Flick at sende Raphinha, Balde, Gavi og nytilkomne Jesse Bisiwu på banen til deres første minutter denne sommer.
Aftenens to gange 45 minutter mod henholdsvis Nottingham og Udinese skal bruges til at teste de spillere, som Flick har til rådighed. Barca-træneren må fortsat undvære en lang række af holdets VM-spillere, der først vender tilbage i næste uge.
Der er speciel opmærksomhed om de spillere, som ikke har været benyttet i testkampene mod CE Europa og Birmingham. Det drejer sig om Raphinha, Balde, Gavi og Bisiwu.
Artiklen fortsætter under annoncen
Raphinha har været tilbage en uges tid efter VM, hvor han pådrog sig en muskelskade. Det krævede en lidt skånsom opstart de første dage, men brasilianeren ventes at kunne spille i aften.
Det samme gælder Balde, der har oplevet nogle skavanker de første uger af forberedelserne. Derfor var han ikke med mod Birmingham, men han har trænet godt med i nogle dage og ser ud til at være klar til sine første minutter.
Verdensmesteren Gavi er netop vendt tidligt tilbage fra ferien, så måske det vurderes for tidligt at sende ham i aktion. Midtbanespilleren er dog svær at holde tilbage, så måske han melder sig klar til at komme på banen.
Også nytilkomne Jesse Bisiwu kan se frem til at komme i aktion og dermed få sin uofficielle debut som blaugrana. Der er nok mange, der ser frem til at se den 18-årige kantspiller.
Det hele kan følges på TV2 Sport X i aften fra kl. 19.50. Først mødes Udinese og Nottingham, hvorefter det er Barcas tur til at møde englænderne kl. 21.00. Sidste opgør på 45 minutter står mellem Udinese og Barca med start kl. 22.00.
© Getty Images// Udinese // Nottingham Forest