Raphinha: 'Flick overtalte mig til at blive'
Aamer Al-Khatib - 16.10.25
Raphinha har i et interview udtalt sig om et bud fra Saudi-Arabien i sidste sæson, hvor han ikke lagde skjul på fristelsen af et muligt skifte. Han valgte som bekendt at blive i Barca, særligt på grund af Hansi Flick.
Den brasilianske stjerne Raphinha har i et interview med ESPN fortalt, at han for alvor overvejede at forlade Barca sidste sæson, da et fristende tilbud fra Saudi-Arabien landede på bordet. Kantspilleren, der for nylig sluttede som nummer fem i Ballon d’Or, indrømmede, at det økonomiske aspekt næsten fik ham til at skifte klub – men en samtale med Hansi Flick ændrede alt.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Jeg blev meget påvirket, da jeg modtog tilbuddet fra Saudi-Arabien. Tilbuddet ville have løst mange aspekter af mit personlige liv og sikret fremtiden for mine forældre, min søn og mange mennesker tæt på mig' sagde han
Den brasilianske landsholdsspiller forklarede, at han oprigtigt overvejede at tage imod kontrakten, som ville have givet ham økonomisk tryghed for livet. På daværende tidspunkt kom Raphinha fra en skuffende sæson under Xavi Hernández, og usikkerheden omkring hans rolle i klubben fik ham til at tvivle på sin fremtid i Barcelona. 'Det var naturligt, at vi overvejede at forlade klubben, og jeg følte ærligt talt, at det måske var det rette tidspunkt at komme videre' forklarede han.
Men situationen ændrede sig drastisk, da Hansi Flick blev udnævnt som ny cheftræner. Raphinha afslørede, at en telefonsamtale med den tyske træner blev afgørende for hans beslutning. 'Med den nye træner talte vi først i telefon, og senere mødtes vi ansigt til ansigt. Han overbeviste mig om, at jeg var en central del af hans planer – og heldigvis lykkedes det ham at få mig til at blive' fortalte brasilianeren.
Beslutningen viste sig at være den rigtige. Raphinha leverede sin bedste sæson i karrieren under Flick i den forgangne sæson og blev en af de mest afgørende spillere i La Liga, hvilket kulminerede i en imponerende, men også for mange urimelig femteplads ved Ballon d’Or-uddelingen, hvor mange mente han som minimum burde have været på podiet.
© Getty Images// Raphinha