Raphinha medvirkede i seks af Barcas syv mål
FCBARCELONA.DK - 19.03.26
// Raphinha
Det var ganske fortjent, at Raphinha løb med æren som kampens bedste spiller, da dommeren fløjtede kampen mod Newcastle af. Brasilianeren leverede en præstation i verdensklasse med deltagelse i seks af målene i 7-2 sejren.
Det var nok en af Raphinhas bedste kampe i Barca-trøjen, for han havde en kæmpe indflydelse på kampens udfald og ikke mindst den store sejr.
Artiklen fortsætter under annoncen
Han scorede selv kampens første og sidste mål, og derudover blev han noteret for en assist ved målene til 4-2 og 5-2. Brasilianeren havde også afgørende indflydelse på to scoringer mere. Først ved 2-1 målet, hvor han tog det frispark, som Gerard Martín headede videre til Bernal, der sendte bolden i nettet.
Dernæst var det Raphinha, der blev begået straffespark mod i tillægstiden af første halvleg. Her trak han sig godt fri og havde nok scoret, hvis ikke han var blevet revet i armen. Yamal sendte bolden i nettet fra 11-meterpletten til 3-2.
Det blev derfor en kæmpe stor aften for Raphinha, hvor han leverede en toppræstation, der lover godt for den resterende del af sæsonen.
© Getty Images