Raskmeldt Szczesny øger Flicks dilemma i målet
Søren Wennerwald - 15.12.25
Szczesny sad over mod Osasuna med et maveonde, men han var tilbage på træningsbanen allerede i går søndag. Dermed står Hansi Flick med et svært valg, når han skal sætte holdet i tirsdagens pokalkamp mod Guadalajara.
Med Ter Stegen tilbage efter en operation i ryggen er kampen om spilletiden i målet intensiveret. Hansi Flick har tydeligt understreget, at Joan García er hans førstevalg, men hvem der kommer derefter, nægtede Barca træneren at svare på, da han holdt et af sine pressemøder i sidste uge.
Svaret kommer måske tirsdag aften, for det vil ikke være overraskende, hvis Joan García skånes og får en pause, når holdet gæster Guadalajara i Copa del Rey.
Artiklen fortsætter under billedet

Meget tydede først på et valg af Ter Stegen, da Szczesny var syg lørdag, men med polakken tilbage på træningsbanen er Flicks dilemma taget til. Nu kan han blive tvunget til at tilsidesætte enten Szczesny eller Ter Stegen, mens den nemme løsning vil være at pege på Joan García, så spørgsmålet om hvem der er anden og tredjekeeper forbliver ubesvaret.
Skulle Flick vælge Szczesny, vil det være en gedigen degradering af Ter Stegen og et vink med en vognstang om, at han ikke indgår i planerne og bør finde sig en ny klub. Bliver der modsat peget på Ter Stegen, vil det være et signal til Szczesny om, at han står sidst i køen om spilletid.
Flick har dog en kattelem i sin argumentation. Han kan vælge at sige, at Szczesnys sygdom har sat ham tilbage, eller at Ter Stegens form endnu ikke er til en plads fra start. Barca-træneren kan også vælge at give dem en halvleg hver.
Uanset hvad virker det ikke holdbart med tre topkeepere i truppen, og det skal Hansi Flick have løst i samråd med sportsdirektør Deco. Mange gætter på, at udfaldet bliver en lejeaftale i januar med Ter Stegen for resten af sæsonen, da han ikke ser sig selv som reservemålmand.
© Getty Images// Ter Stegen // Hansi Flick // Wojciech Szczesny // Joan Garcia