fbpx

RB Leipzig meldes som mulig Gamper-modstander

Peter Vyff - 26.02.26

 


Der er allerede gang i planlægningen af næste sæson, hvor der også skal spilles om Joan Gamper-trofæet. Det er som altid et stort spekulationsemne, hvem modstanderen bliver, men noget kunne tyde på, at det bliver RB Leipzig.

Selvom sæsonen ikke er færdigspillet, er forberedelserne til næste sæson allerede i fuld gang. Det drejer sig især om at undersøge transfermarkedet efter mulige forstærkninger, men i høj grad også om at finde en modstander til den traditionsrige åbningskamp, Trofeu Joan Gamper.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca afholder hver sommer den traditionsrige træningskamp, der fungerer som en præsentation af spillertruppen forud for den nye sæson. Catalanerne inviterer i den forbindelse et hold til kampen, og her har man senest mødt Como, AS Monaco og Tottenham Hotspur.

Der spekuleres derfor i, hvem der kan blive Barcas modstander til sommer, og hvis man skal tro på avisen Sport, kan det blive RB Leipzig fra Bundesligaen. Hovedårsagen til valget af tyskerne skal findes i Dani Olmos aftale, da han foretog skiftet mellem klubberne i sommeren 2024.

Udover prisen på 55 mio. euro samt ekstra 7 mio. euro i variabler blev der angiveligt også aftalt, at Barca skal spille en venskabskamp mod RB Leipzig inden 2028. Catalanerne kan dermed slå to fluer med et smæk, hvis tyskerne ender med at blive næste sæsons Gamper-modstander.

Det kræver dog først og fremmest, at ledelsen kan blive enig om, hvor kampen skal foregå. Der er endnu ikke blevet besluttet, hvorvidt kampen skal spilles på Estadi Johan Cruyff eller Spotify Camp Nou, selvom sidstnævnte er den klare førsteprioritet.

Renoveringsarbejdet vil dog stadig være i gang til sommer på Camp Nou, og afholder man kampen et andet sted, vil det give mulighed for at arbejde uden afbrydelser. Der er dog et økonomisk perspektiv i at afholde det på Camp Nou, da der kun er plads til 6.000 tilskuere på Johan Cruyff.

Ledelsen står således foran et par store beslutninger, men som situationen ser ud nu, kan det meget vel blive RB Leipzig, der ender med at blive næste sæsons modstander i Joan Gamper.

leipzig1F
© Getty Images

// Gamper
.:FORSIDE:.