FCBARCELONA.DK - 07.04.21
Forleden blev Real Madrids anfører Sergio Ramos ramt af en skade der holder ham ude af El Clásico på lørdag og i dag måtte Raphael Varane melde fra på grund af corona. Det er derfor et kraftigt svækket hold som Barca gæster.
Mens skadessituationen går den rigtige vej i Barcelona, er det lige modsat i Madrid. Nu ligger det nemlig fast, at holdets to centrale forsvarsspillere, Sergio Ramos og Raphael Varane, begge er ude af El Clásico lørdag. Varane er blevet testet positiv med corona, så han er i karantæne et par uger.
Dermed må træner Zidane lave totalt om på sine planer, ikke blot til El Clásico, men også til holdets to Champions League kampe mod Liverpool, der ligger på hver side af topbraget mod Barca.
Zidane har således nok at se til og det er godt for Barca. Real Madrids defensiv vil være svækket lørdag aften og samtidig skal de også have Liverpool-kampene med i planlægningen.
Barca ser modsat ud til at få Piqué og Sergi Roberto klarmeldt denne uge, så de står til Koemans disposition på lørdag. Dermed vil det kun være Fati og Coutinho der er ude med skader, samt måske reservekeeper Neto, der har forstuvet en ankel.
At Madrid er svækket på lørdag er dog ikke garanti for en Barca-sejr, for da catalanerne mødte et endnu mere svækket Real Valladolid-mandskab i mandag aften, havde de mere end svært ved at få afgjort kampen. Det skete først i det 90. minut på en forløsende scoring af Dembélé.
El Clásico fløjtes i gang lørdag aften kl. 21.00 og vises på TV2 Sport X.