fbpx

Referat: Atlético Madrid – FC Barcelona 1 - 2

FCBARCELONA.DK - 04.04.26

© Getty Images
// Atletico Madrid

FC Barcelona: Joan García, Araujo (Bernal 40’, Koundé 62’)), Cubarsí, Gerard Martín, Cancelo, Eric García (Gavi 78’), Pedri, Olmo, Fermín (Torres 46’), Yamal, Rashford (Lewandowski 78’)

Bænk: Szczesny, Eder Aller, Espart, Bernal, Casadó, Koundé, Balde, Gavi, Tommy, Roony, Torres og Lewandowski

Mål: 1-0 Simeone (39’), 1-1 Rashford (42’), 1-2 Lewandowski (88’)

Barca var på en svær opgave mod Atlético i ligaens 30. runde. Catalanerne var hæmmet af fraværet af Raphinha, men kunne til gengæld glæde sig over at have Koundé og Balde tilbage fra deres skadespauser. Hansi Flick overraskede med sin taktik ved at placere Olmo som falsk nier, mens Rashford og Yamal dækkede kanterne.

Artiklen fortsætter under billedet
FCBSHOP art


Barca satte sig på spillet fra første fløjt mod et afventende Atlético-mandskab, og allerede i det 7. minut kom opgørets første forsøg. Rashford sendte et frispark afsted, som Musso i målet dog afværgede uden de store problemer. Få minutter senere fik man en påmindelse om, hvor livsfarlige Atlético er på omstillinger. Griezmann kom helt fri i feltet foran Joan García, men heldigvis for Barca sad afslutningen lige i handskerne på den catalanske keeper. Lige efter var det Fermín López, der kom til en stor mulighed, men han måtte se Musso levere en god redning. Fermín fik en ny chance minuttet efter genialt forarbejde af Yamal, men her gik afslutningen forbi mål.

Efter de livlige indledningsminutter faldt der lidt mere ro over kampen. Barca var fortsat mest på bolden, men uden at de formåede at skabe det store foran mål. I det 28. minut viste Atlético tænder igen på en omstilling, hvor Griezmann sendte bolden tæt over mål i en helt åben position. Linjevogterens flag røg op for offside, men gengivelserne viste, at Griezmann var korrekt placeret, så et mål var blevet godkendt. Atlético begyndte herfra at arbejde sig ind i kampen og lagde i perioder et tungt pres på Barca. Catalanerne havde svært ved at holde fast i bolden, og initiativet skiftede til hjemmeholdet.

Først i det 35. minut blev Barca farlige igen, men her var det til gengæld også uhyre tæt på en scoring. Gode kombinationer bragte Yamal fri, og han tippede elegant bolden over Musso, men måtte se den prelle af på stolpen. Marginalerne var ikke med catalanerne i den situation. Få minutter efter svigtede Barcas høje forsvarskæde, hvilket tillod Juliano Simeone at blive spillet totalt fri i dybden, og han sendte med usvigelig sikkerhed bolden i nettet til 1-0.

Kort efter scoringen løb Barca ind i flere dårlige nyheder, da Araujo måtte udgå med hvad der lignede en lårskade. Bernal kom på banen i hans sted, hvilket betød, at Eric García blev rykket ud som højre back. Der gik dog kun to minutter, før udligningen faldt. Rashford spillede fornemt sammen med Olmo og gjorde det til 1-1 med et fladt skud. I dommerens tillægstid opstod der dramatik, da Atléticos Nico González fik direkte rødt kort i en situation, hvor han blev tørret af Yamal på kanten af feltet. Rashford tog sig af det efterfølgende frispark og fandt Bernal, hvis afslutning ramte sidenettet.

Det blev afslutningen på en jævnbyrdig og underholdende første halvleg, hvor begge mandskaber havde budt ind med god fodbold, men hvor de dramatiske begivenheder kort før pausen efterlod Barca med de bedste kort på hånden til de sidste 45 minutter.

Flick valgte at sende Torres på banen fra anden halvlegs start i stedet for Fermín, der havde fået en advarsel i de første 45 minutter. Halvlegen blev indledt med stor dramatik, da Gerard Martín allerede i det 48. minut fik vist det røde kort for en grov stempling. VAR greb dog ind og ændrede kendelsen til gult, hvilket vakte voldsom vrede blandt både Atléticos spillere og tilskuerne på Metropolitano. Barca udnyttede deres overtal til at tage initiativet, mens Atlético trak sig langt tilbage og pakkede sig foran eget felt. På trods af den sparsomme plads lykkedes det Yamal efter en lille times spil at drible forbi fire mand, men hans afslutning sneg sig tæt forbi mål. Kort efter ramte endnu en dårlig nyhed Barca, da Bernal måtte lade sig udskifte med en skade og overlade pladsen til Koundé.

Barcas overtag fortsatte, og midt i halvlegen fik Torres sendt et kvalificeret skud afsted, som Musso dog afværgede. Kort efter burde Torres have bragt catalanerne i front, da han blev spillet helt fri i feltet, men Musso diskede op med en sand klasseredning. Der var nærmest tale om en belejring af Atléticos felt, men minutterne tikkede afsted uden den forløsende scoring. Atlético forsøgte sig kun halvhjertet med omstillinger og lignede ikke længere en reel trussel. I det 78. minut reagerede Flick igen ved at sende Gavi og Lewandowski på banen i stedet for Eric García og Rashford.

Barca fortsatte tålmodigt jagten på et sejrsmål, selvom den tætte opdækning gjorde det svært at finde hullerne. I det 88. minut kom belønningen endelig, da Cancelo med et par gode driblinger i feltet fik sendt en afslutning afsted. Musso reddede i første omgang, men bolden røg ud til Lewandowski, der med skulderen sendte riposten i nettet til 1-2 på en noget tilfældig scoring. Dommeren lagde seks minutter til, og Atlético satsede fremad i en slutfase, hvor stemningen mellem de to mandskaber blev ganske ophedet. Barca holdt dog klogt på bolden i kampens sidste minutter, og det hele sluttede med en fortjent catalansk sejr på 1-2 efter en dramatisk og spændende forestilling.

.:FORSIDE:.