fbpx

Referat: FC Barcelona – Villarreal 4 - 1

FCBARCELONA.DK - 28.02.26

© Getty Images
// Villarreal

FC Barcelona: Joan García, Koundé, Cubarsí, Eric García, Balde, Bernal (Araujo 68’), Fermín, Olmo (Pedri 59’), Raphinha (Rashford 73’), Yamal (Roony 73’), Torres (Lewandowski 68’)

Bænk: Szczesny, Eder Aller, Cancelo, Araujo, Tommy, Casadó, Pedi, Roony, Lewandowski og Rashford

Mål: 1-0 Yamal (28’), 2-0 Yamal (37’), 2-1 Gueye (49’), 3-0 Yamal (69’), 4-1 Lewandowski (90’)

Barca tog søndag aften imod rækkens aktuelle nummer tre, Villarreal, i 26. spillerunde af La Liga. Cheftræner Hansi Flick måtte til opgøret se bort fra Frenkie de Jong, der var ude med en lårskade, og i hans fravær var der fundet plads til det unge stortalent Marc Bernal på den centrale midtbane.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca åbnede kampen i et højt tempo og lagde et tungt pres på gæsterne fra start. Bolden blev flyttet hurtigt og sikkert rundt, men Villarreals defensiv stod i første omgang solidt imod. Gæsterne lurede på de hurtige omstillinger, og efter 11 minutter måtte Jules Koundé kaste sig ind i en vigtig blokering, der afværgede en stor mulighed.

Få minutter senere var franskmanden igen i centrum, denne gang i offensiven. Fermín López spillede ham helt fri foran mål, men forsvarsspilleren kiksede totalt sin afslutning i en situation, hvor han burde have bragt Barca i front. Efter det første kvarter havde ingen af holdene endnu formået at ramme inden for målrammen.

Kampens første reelle afslutning faldt midt i første halvleg, da Lamine Yamal sendte et skud afsted, som dog ikke voldte gæsternes keeper besvær. Men den 18-årige stjerne skulle hurtigt tage revanche. I det 27. minut gav et aggressivt presspil pote, da Fermín sendte en præcis pasning i dybden til Lamine Yamal, der sikkert placerede bolden fladt i nettet til 1-0.

Hjemmeholdet fortsatte dominansen, om end tempoet faldt en smule efter føringsmålet. Det lod Lamine Yamal sig dog ikke mærke af. Efter 36 minutter modtog han bolden ved sidelinjen, satte to modstandere af med en fornem aktion og trak ind i feltet, hvor han resolut kanonerede bolden op i det fjerneste målhjørne til 2-0. En scoring af absolut verdensklasse.

Villarreal var dog tæt på at svare hurtigt igen, da Ayoze Pérez sendte en afslutning snert forbi mål i en påmindelse om, at kampen langtfra var afgjort. Kort før pausen fik Raphinha muligheden på et frispark, men Villarreals målmand måtte ud i sin fulde længde for at afværge brasilianerens forsøg.

Lige efter troede hele Spotify Camp Nou, at Koundé havde gjort det til 3-0, da han styrede et skud fra Fermín i mål, men scoringen blev korrekt annulleret for offside. I halvlegens tillægstid var en veloplagt Lamine Yamal tæt på endnu en scoring efter et flot sammenspil med Koundé, men afslutningen røg over mål, og holdene kunne gå til pause ved stillingen 2-0 efter en overbevisende catalansk indsats.

Barca kom ud til de sidste 45 minutter med stor energi, og kort efter pausen fik Dani Olmo en gigantisk mulighed for at udbygge føringen, men Villarreals keeper fik blokeret forsøget tæt foran mål. I stedet for en 3-0-scoring bed gæsterne fra sig i det 51. minut. Efter et hjørnespark kom bolden tilfældigt til Gueye, der tæt under mål kunne reducere til 2-1.

Målet gav gæsterne tro på tingene, og få minutter senere var det tæt på en udligning. Mikautadze blev sendt afsted i dybden, og da Joan García ikke fik clearet bolden ordentligt, endte den hos Ayoze Pérez. Med et tomt mål foran sig sendte han dog den forbi, og heldet var her på hjemmeholdets side. Efter en times spil blev Olmo erstattet af Pedri, der gjorde comeback til øredøvende jubel fra tribunerne på Spotify Camp Nou.

Indskiftningen af Pedri gav Barca den nødvendige ro og kontrol tilbage. Lamine Yamal var tæt på sit tredje mål efter en flot solotur, og kort efter var det Ferran Torres, der blev afvist af målmanden efter en perfekt stikning fra Raphinha. Midt i halvlegen foretog Hansi Flick en dobbeltudskiftning, da Lewandowski og Araujo erstattede Torres og Bernal, hvilket betød, at Eric García rykkede op på den centrale midtbane.

Minuttet efter var der magi på Spotify Camp Nou. Pedri viste sit enorme overblik med en genial pasning, der splittede forsvaret og sendte Lamine Yamal alene igennem. Den unge juvel svigtede ikke og drejede sikkert bolden i nettet til 3-1 til hans første hattrick i Barca-trøjen nogensinde. Med sejren næsten i hus blev både Lamine Yamal og Raphinha sparet i det 73. minut til fordel for de friske kræfter Roony og Rashford.

Barca var nu i total kontrol, og Lewandowski var tæt på at komme på tavlen med et hovedstød efter et hjørnespark. Som kampen skred frem, faldt tempoet, mens de catalanske værter tålmodigt holdt bolden i egne rækker. Netop som uret rundede de 90 minutter, blev opgøret definitivt afgjort. Et hurtigt opspil splittede Villarreal-defensiven, så Jules Koundé kunne servere bolden for en helt fri Robert Lewandowski, der køligt sendte bolden i det tomme mål. Selvom linjevogteren i første omgang markerede for offside, blev fejlen hurtigt rettet af VAR, og 4-1-sejren var en realitet.

Dermed sikrede Barca sig tre fortjente point efter en solid og overbevisende holdpræstation.

.:FORSIDE:.