Selvom Barca oplevede en mindre formkrise i slutningen af sidste år, har holdet fortsat mulighed for at vinde alle turneringer. Catalanerne tør derfor stadig drømme om "The Treble", og det er der ifølge Rivaldo alt mulig grund til.
Barca har fået en god start på det nye år, og holdet har allerede hentet sæsonens første trofæ i form af den spanske Supercup. Hansi Flick og hans spillere har samtidig formået at gøre forspringet til Real Madrid og Atlético Madrid mindre, efter man formøblede et ellers stort forspring i løbet af efteråret.
Catalanerne er samtidig nået til semifinalen i Copa del Rey og holdets form taget i betragtning, tør klubbens fans nu drømme om "The Treble", hvilket den tidligere Barca-spiller, Rivaldo understregede i et nyligt interview med avisen Sport.
Artiklen fortsætter under annoncen
'Selvfølgelig kan vi, og Barca drømme om alle tre titler. I begyndelsen af sæsonen så det svært ud, men holdet spiller fantastisk i øjeblikket. Klubben er en smule bagud i La Liga, og det bliver en hård kamp mod Atlético i Copa del Rey, men Barca har potentialet til at vinde det hele', sagde brasilianeren.
Catalanernes gode præstationer skyldes især Raphinha, der har gang i sin bedste sæson nogensinde. Rivaldo havde derfor også kun ros tilovers for landsmanden, der af flere sammenlignes med den legendariske brasilianer, der havde sin storhedstid hos Barca.
'Raphinha er allerede blandt de bedste i europæisk fodbold, og hvis han lykkedes med at vinde titler med Barca, er han en stor kandidat til Ballon d'Or. Vi har nogle af de samme træk, og jeg ser noget af mig selv, når han løber rundt på banen. Vi minder også om hinanden rent personlighedsmæssigt, da han har forstået sin rolle og spiller med stor selvtillid. Han ser glad og komfortabel ud, og han har endda påtaget sig rollen som kaptajn', forklarede Barca-ikonet.
Rivaldo fremhævede til sidst også Robert Lewandowski, der ikke overraskende er holdets topscorer i denne sæson. Brasilianeren understregede dog, at det ikke ville være en dårlig idé at hente en erstatning for stjerneangriberen.
'Hvis det er muligt at hente en god forstærkning for Lewandowski, kan det vise sig at være fundamentalt for klubben, især med tanke på de mange turneringer og den travle kalender. Det er vigtigt at have en dygtig reserve for Lewandowski, og hvis han bliver skadet, er holdet nødt til at have alternativer', afsluttede Rivaldo, der jævnligt stiller op for veteranholdet Barca Legends.
© Getty Images// Rivaldo