Real Madrids brasilianske kantspiller Rodrygo har talt med avisen AS, hvor det i høj grad kom til at handle om ærkerivalerne fra Barcelona, som han, ifølge eget udsagn, var tæt på at skifte til, inden Madrid fik hans underskrift.
Rodrygo løftede allerede i 2023 sløret for, at han på et tidspunkt stod meget tæt på et skifte til Barca. I sit nylige interview med AS genbesøgte han emnet og satte endnu engang ord på, hvordan han endte med at vælge Real Madrid frem for catalanerne.
Artiklen fortsætter under billedet

'Inden jeg skrev under med Madrid, var alt på plads med Barca. Det er sandt. Men min far fortalte mig, at Madrid havde ringet, og at jeg måtte vælge. Jeg har altid sagt, at Barca er en stor klub, som jeg respekterer meget, men Madrid var min drøm, og derfor var beslutningen nem at tage. Jeg kunne ikke vente længere, og da muligheden kom, gjorde vi det, som vi skulle' udtalte Rodrygo, før han satte ord på de fire El Clásicos sidste sæson, som alle blev vundet af Barca.
'Sidste sæson er bedst at glemme. Vi levede ikke op til niveauet - især ikke i kampene mod Barca. Vi følte os aldrig komfortable mod dem' fortsatte brasilieneren, som efterfølgende kom med en bemærkelsesværdig kommentar, som måske ikke falder i god jord i Madrid.
'Man må dog erkende, at Barca lige nu er bedre, har et stærkere hold og masser af selvtillid' slog Rodrygo fast, som også understregede vigtigheden af opgøret mellem ærkerivalerne den 26. oktober.
'Vi har også et fantastisk hold. Det bliver en hård kamp, men vi spiller på Bernabéu foran vores fans, og vi skal vise, hvad vi er lavet af, og planlægge alt for at slå dem uanset hvad. Det er vores hjem' afsluttede han.
© Getty Images// Rodrygo