Romano: Barca sælger Alex Valle for 6 mio. euro
Anders Lang Jensen - 25.04.25
Siden januar har Barcas unge venstreback Alex Valle været på leje hos italienske Como, hvor han er blevet en vigtig spiller under cheftræner Cesc Fabregas. Serie A-klubben har en købsoption, som de nu tænker sig at indløse.
Barca er godt besat på venstreback-positionen, hvor Alejandro Balde og Gerard Martin er de to brikker i Hansi Flicks trup i denne sæson. Derfor er Alex Valle i overskud, og Barca kan lave et fornuftigt salg af ham, allerede inden sommerens transfervindue slår dørene op.
Artiklen fortsætter under annoncen
Ifølge transferjournalisten Fabrizio Romano har Como valgt at udnytte klubbens købsoption på seks millioner euro på 20-årige Alex Valle. Italienerne vil have venstrebacken permanent, og det har Como mulighed for med den indbyggede klausul på lejeaftalen.
Klausulen træder i kraft til juni, og her ventes det altså, at Alex Valle med det samme, som det ud fra kontrakten er muligt, bliver permanent Como-spiller.
På den måde sikrer Barca et salg på en reservespiller på en god håndfuld millioner euro. Det luner i klubkassen frem mod sommerens transfervindue. Alex Valles rolle i Barca er svær at få øje på, og derfor ligner et salg den bedste løsning for alle parter. Og det ser ud til at nærme sig med hastige skridt.
© Getty Images// Alex Valle