// Harry Kane
Barca er fortsat på jagt efter en erstatning for Robert Lewandowski, og der er intet, der tyder på, at det bliver nemt at hente Julián Álvarez. Catalanerne sættes derfor igen i forbindelse med Harry Kane, som man skulle have forhørt sig på.
Sommerens helt store transferhistorie ser ud til at blive, hvilken stjerneangriber der skal afløse Robert Lewandowski hos Barca. Spekulationerne har gået deres gang i mere end et år, hvor flere navne har været nævnt.
Artiklen fortsætter under annoncen
Julián Álvarez fra Atlético Madrid er klart Barcas førsteprioritet, og det har de seneste ugers nyheder også bekræftet. Ledelsen har dog store problemer med at få madrilenerne til forhandlingsbordet, da de føler sig trådt på og derfor fastholder deres priskrav på 500 millioner euro, som er argentinerens frikøbsklausul.
Catalanerne skulle derfor ifølge avisen Daily Mail have taget kontakt til Bayern München for at forhøre sig om muligheden for at købe Harry Kane. Den 33-årige englænder er gentagne gange blevet kædet sammen med Barca, men tyskerne har dog gang på gang afvist tilnærmelserne.
Det skulle også være tilfældet denne gang, ligesom Kanes repræsentanter skulle have takket for interessen, men gjort det klart, at han ikke ønsker at forlade Bayern denne sommer. Barcas interesse menes derfor at være sat på pause, mens man dog fortsat holder øje med situationen.
Forespørgslen på Kane ændrer dog ikke på Barcas overordnede planer, meddeler avisen Sport. Catalanernes førsteprioritet er fortsat at hente Julián Álvarez, der modsat Kane har et stort ønske om at tilslutte sig klubben.
Men ligesom med englænderen kan det vise sig umuligt at hente den talentfulde argentiner, hvis der ikke snart sker et gennembrud i forhandlingerne. Ledelsen kan derfor blive nødsaget til at finde alternativer på transfermarkedet, og derfor vil Barca med stor sikkerhed fortsat blive sat i forbindelse med en masse angribere de kommende uger.
© Getty Images