Så har Flick alle sine spillere samlet igen
Søren Wennerwald - 02.04.26
De sidste kampe i denne landskampspause er spillet, og i dag kunne Hansi Flick så endelig gennemføre en normal gang træning. Der manglede dog den lårskadede Raphinha, mens Xavi Espart trænede med på normal vis.
Barca havde 15 spillere ude for at deltage i diverse landskampe, og det blev indledt med den nedslående nyhed om, at Raphinha pådrog sig en lårskade og ventes ude i fem uger. Heldigvis for holdet er alle andre vendt tilbage i god behold.
Artiklen fortsætter under billedet

Der var ellers bekymring for, at også Xavi Espart var blevet skadet i en U19-landskamp, men den 18-årige højre back trænede med på normal vis og står dermed til Hansi Flicks rådighed i lørdagens udekamp mod Atlético Madrid.
En anden god nyhed var, at Jules Koundé og Alejandro Balde trænede med uden at blive skånet, så det ligner også en udtagelse af dem. Det gør det til gengæld ikke for Frenkie de Jong, der ganske vist var på træningsbanen i dag, men hvor han kun deltog i den indledende del med holdkammeraterne.
Holdet træner igen i morgen, og lørdag formiddag sætter Hansi Flick navne på de spillere, som han tager med til den spanske hovedstad.

// Træning