fbpx

Saudi-Arabien meldes lune på flere Barca-spillere

Peter Vyff - 24.04.25

 


Barca har gang i en forrygende sæson, men succesen betyder også, at opmærksomheden for holdets spillere er stigende. Nu meldes flere hold fra Saudi-Arabien interesserede i en række af holdets spillere, blandt dem danske AC.

Uanset hvordan sæsonen ender, har den været fantastisk for Barca, der i øjeblikket stadig har mulighed for at sikre sig 'El Triplete', som sæsonens tre titler kaldes. Det er samtidig allerede blevet til en titel i den spanske Super Cup og holdet har formået at imponere alt og alle.

Det fremragende spil har dog også gjort, at flere af Barcas spillere nu er kommet i kikkerten hos flere klubber, og interessen skulle især være stor fra Saudi-Arabien. Det fortæller avisen Sport, der også tilføjer, at der primært er bud efter Raphinha, Ronald Araújo og Jules Koundé, mens også Andreas Christensen nævnes i den forbindelse.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Raphinha blev også i sommer meldt på vej til Mellemøsten, men han ønskede ikke på daværende tidspunkt at forlade klubben. Som situationen ser ud nu, virker det stadig usandsynligt, at brasilianeren skulle forlade klubben, selvom Al-Hilal skulle overvåge situationen nøje.

Barca er nemlig ikke lykkes med at forlænge Raphinhas kontrakt, og selvom der har været forhandlinger, er parterne endnu ikke blevet enige. I mellemtiden menes Al-Nassr at have snøren ude efter Araújo og Koundé, som saudiaraberne begge skulle have forhørt sig på.

Ledelsen skulle dog have gjort det klart, at ingen af spillerne er til salg, da de begge betragtes som nøglespillere af Hansi Flick. Interessant nok menes Andreas Christensen også at være på blokken hos Al-Nassr, og her kan et skifte angiveligt komme på tale, da Barca skulle være klar til at slippe danskeren.

Til sidst, rygtes det også, at Al-Ittihad skulle være på jagt efter Frenkie de Jong, da de ønsker at forstærke deres midtbane, der i forvejen består af N'Golo Kanté og Fabinho. Hollænderens situation hos Barca har dog ændret sig drastisk på bare få måneder, og lige nu virker det ikke til, at hverken klubben eller ham selv ønsker at skifte.

Men selvom Barca tilsyneladende ingen intention har om at sælge, har det vist sig umuligt at forudsige fremtiden, da de mellemøstlige klubber står klar med astronomisk mange penge. Det er derfor ikke til at vide, hvor mange penge er nok for catalanerne, er fortsat ikke har formået at stabilisere økonomien tilstrækkeligt.

ac9F
© Getty Images

.:FORSIDE:.