fbpx
Annonce

Sejr til Real Madrid i dag lægger pres på Barca

FCBARCELONA.DK - 11.03.23

// La Liga // Real Madrid

Xavi og hans spillere kender kravene, når de i morgen aften møder Athletic Club Bilbao på San Mamés. Real Madrid vandt i dag over Espanyol og dermed skal Barca også vinde, hvis de vil holde forspringet inden El Clásico.

Barcas forspring i ligaen blev reduceret til seks point, da Real Madrid lørdag eftermiddag vandt med 3-1 over Espanyol, der ellers bragte sig tidligt foran opgøret, men som efterfølgende måtte se Madrid score tre gange til en fortjent 3-1 sejr hjemme på Santiago Bernabeu.

Artiklen fortsætter under annoncen


Det resultat sætter Barca under pres, for nu har de endnu mere brug for alle tre point mod Bilbao. Skulle det blive til et nederlag, kan Real Madrid om en uge reducere afstanden yderligere, hvis de vinder El Clásico på Spotify Camp Nou. Det scenarie vil ikke være godt for Xavi og hans spillere, for så åbner La Liga endnu mere op.

For Barca handler det om at gå ind til El Clásico med ni points forspring, for så står de reelt med en lille matchbold om mesterskabet til El Clásico. Skulle de vinde og komme hele 12 point foran, vil det være svært at se dem smide en så solid førring i ligaen med kun 12 runder tilbage.

Kampen søndag aften mod Bilbao har derfor enorm betydning for Xavi og hans spillere, for resultatet kan meget vel komme til at definere om resten af sæsonen bliver et tæt kapløb om titlen, eller om Barca bringer sig i en meget gunstig position.

Kampen på San Mamés fløjtes i gang søndag aften kl. 21.00 og den vises på TV2 Sport X.



.:FORSIDE:.