fbpx

Sevilla har fortsat snøren ude efter Ansu Fati

Peter Vyff - 04.12.24

© Imago
// Ansu Fati

Sevilla ønsker angiveligt at forstærke sig med Ansu Fati, som man har været meldt interesseret i siden sommer. Andalusierne håber at kunne hente angriberen til klubben i januar, selvom hans skadeshistorik er en stor bekymring.

Ansu Fatis fremtid hos Barca ser efterhånden meget usikker ud, da han ikke har gjort det store væsen af sig under Hansi Flick. Catalaneren har ellers fået et par chancer til at bevise sit værd, uden at det dog lykkedes, og samtidig har flere skader i efteråret ødelagt kontinuiteten i hans spil.

Ledelsen er derfor også tæt på at nå til et punkt, hvor man opgiver troen på, at Fati nogensinde bliver i stand til at opnå sit fulde potentiale. Barca har derfor længe været åben overfor at udleje kantspilleren ligesom det var tilfældet i sidste sæson, hvor han var udlånt til Brighton.

Artiklen fortsætter under annoncen
 
 


Det håber Sevilla ifølge avisen AS at kunne udnytte i det kommende transfervindue, hvor cheftræner Garcia Pimienta, længe har haft øje på det tidligere stortalent. Andalusierne er dog ligesom alle andre interessede klubber bekymrede for Fatis skadeshistorik samtidig med, at hans løn er noget højere end, hvad de er i stand til at betale.

Barca forventes derfor at skulle betale en hvis del af angriberens løn for at en lejeaftale kan komme i stand, men taget i betragtning af, hvor lidt han har spillet i efteråret, kan det stadig vise sig at være en god løsning. Det vides endnu ikke, hvordan Fati selv forholder sig til skiftet, da hans fokus lige nu kun er på at vende retur til træningsbanen.

Kantspilleren forventes retur senere på måneden, men som situationen er lige nu, har han ikke udsigt til fast spilletid. Det kan han dog få hos Sevilla, hvor Pimienta stadig har stor tro på Fatis potentiale, og et skifte til Andalusien virker efterhånden som en god plan, hvis det skal lykkes ham at få karrieren på rette spor igen.

fati15F
© Imago

.:FORSIDE:.