Barca ejer 50 % af rettighederne på Oscar Mingueza, der flere gange har været rygtet væk fra Celta Vigo. Nu er der forlydender om et muligt salg til Juventus her i januar, og det er Barcas sidste chance for at tjene penge på backen.
Oscar Mingueza nåede aldrig at bide sig fast på Barcas mandskab, for i de to sæsoner, han var en del af førsteholdet, blev det ikke til et gennembrud. Resultatet blev et skifte til Celta Vigo, hvor catalaneren er i gang med sin fjerde sæson. Ved skiftet sikrede Barca sig 50 % af rettighederne, og det betyder, at de skal have halvdelen af en eventuel transfersum.
Artiklen fortsætter under annoncen
Mingueza har udviklet sig enormt i Celta, og det har bragt ham ind på det spanske landshold. Flere store klubber har de seneste sæsoner vist interesse, og nu meldes Juventus på banen for at sikre sig et skifte her i januar.
Celta forsøgte sidste sommer at forlænge med Mingueza, men han føler sig angiveligt klar til større udfordringer. Hans kontrakt udløber til sommer, så lige nu kan han forhandle med, hvem han vil.
Den 26-årige Mingueza kan derfor forlade Celta gratis til sommer, men Juventus meldes i overvejelser om at lægge en transfersum her i januar for straks at kunne flyve højrebacken til Torino. Hans frikøbsklausul lyder på 20 mio. euro, men så meget lægger italienerne næppe for en spiller, som de kan få gratis om et halvt år.
Spørgsmålet er, om Celta er klar til at forhandle. De skal vælge mellem at beholde Mingueza og så slippe ham gratis til sommer, eller om de vil tjene penge på ham, mens de kan.
I Barcelona holder man øje med udviklingen, for der kan meget vel tikke et pænt beløb ind på bankkontoen, hvis Juventus får held med at købe Mingueza. Det er sidste chance for at tjene penge på spilleren, for når kontrakten udløber til sommer, bortfalder Barcasrettigheder samtidig.
Desværre for Barca forlyder det, at Juventus hælder mest til at vente til sommer, men der resterer stadig over to uger af transfervinduet, så meget kan nå at ske.
© Getty Images// Oscar Mingueza