Simeone om Julián Álvarez: 'Tingene løser sig'
Søren Wennerwald - 03.07.26
Atlético Madrids træner Diego Simeone besøgte i går den argentinske landsholdslejr ved VM og her mødtes han med Julián Álvarez. Efterfølgende kommenterede han alle spekulationerne om angriberens fremtid.
'Juliáns fremtid handler lige nu kun om Argentinas kamp mod Kap Verde. Han skal fokusere på det og ikke tænke på andre ting, så han ikke bliver forvirret. Det er svært, fordi der skrives og siges mange ting derude, men han må ikke tænke på det. Og én ting er jeg sikker på, og det er, at tingene nok skal løse sig, ligesom alt andet i livet altid løser sig' udtalte han til ESPN.
Artiklen fortsætter under annoncen
Simeone forklarede, at han nærmest tilfældigt havde mødt Julián. 'Jeg tog hen til landsholdslejren for at besøge Giuliano (Simeones søn, red.) og der fik jeg mulighed for at tale lidt med Julián. Jeg spurgte ham primært ind til hans nuværende situation, og hvordan det gik med hans ankel, og om den store betydning, han har for Argentina. Han fortalte mig, at han havde det rigtig godt nu og var på 100 %. I den seneste kamp var han ikke helt så skarp, som han plejer at være, men han har genfundet kamprytmen og har fået en helt anden intensitet i sit spil' fortsatte han.
'Han er en ekstraordinær spiller. Den bedste fodboldspiller, vi har i Atlético. Tallene taler for sig selv, og de er fremragende. Han har haft en rigtig god kontinuitet og har tilført holdet nogle ting, som beviser, at der er tale om en helt speciel fodboldspiller. Vi er utrolig glade for ham og for hans præstationer' lød det videre fra Simeone.
Simeone blev spurgt til udtalelsen fra Álvarez om at han vil væk. 'Julián altid har opført sig eksemplarisk, både som menneske og som professionel. Jeg kan ikke sige andet. Han har altid arbejdet hårdt for holdet, og jeg håber, han kan vise sin kvalitet på landsholdet. Han har givet Atlético et offensivt niveau, som det i dag er utrolig svært at finde hos nogen anden spiller. Hans arbejde som hængende angriber er spektakulært, og han dannede et fantastisk makkerskab med Griezmann. Det samme gør sig gældende med Messi, da han har spillet meget sammen med ham. Fodbold handler om makkerskaber. Vi er utrolig glade for alt det, han bidrager med, for han er en fantastisk fodboldspiller' var det noget afvigende svar.
© Getty Images// Julián Álvarez // Diego Simeone