Skidt nyt: Pau Cubarsí måtte udgå med ankelskade
FCBARCELONA.DK - 21.03.25
// Pau Cubarsí
Der var rigtig dårlige nyheder til Barca i går aftes, da Pau Cubarsí måtte forlade banen mod Holland, med en ankelskade. Det gør ham meget tvivlsom til Barcas kommende program med fem kampe på 14 dage.
Pau Cubarsí startede på banen i Spaniens udekamp mod Holland i Nations Leagues kvartfinale, men i det 41. minut satte han sig ned på banen og gjorde tegn til en udskiftning. Han blev angiveligt tacklet hårdt på højre ankel, så den blev forstrukket.
Artiklen fortsætter under annoncen
Han udgik humpende af kampen og det er skidt nyt for Barca, for det gør Cubarsí meget tvivlsom til kampen mod Osasuna på torsdag, hvilket vil stille Hansi Flick i en rigtig svær situation.
Barca må i forvejen undvære de skadesramte Iñigo Martínez og Andreas Christensen i det centrale forsvar, mens Ronald Araujo ikke kan spille torsdag, da han ikke kan nå hjem fra Uruguays landskampe i Sydamerika. Dermed er der kun Eric García og Jules Koundé tilbage som centrale forsvarsspillere.
Pau Cubarsí forventes at vende retur til Barcelona senere i dag, hvor han skal undersøges af klubbens læger. Herefter vil der komme en udmelding om hans tilstand. Forhåbentlig er der kun tale om en lettere forstrækning, så han snart er klar igen.
© Getty Images