Stemningstribune vender tilbage til Atlético-brag
FCBARCELONA.DK - 02.03.26
Barca forbereder sig på at levere den første historiske bedrift på det nye Spotify Camp Nou, når holdet på tirsdag spiller returkamp mod Atlético Madrid i Copa del Rey. Her bliver en stemningstribune genindført.
Det var i november 2024, at klubbens ledelse gjorde alvor af sine trusler og lukkede sektionen med stemningstribunen Grada d’Animació, fordi grupperne nægtede at betale de bøder, de havde modtaget for deres dårlige opførsel. Siden har man været i dialog med grupperingerne om hvilke regler der skal gælde.
Artiklen fortsætter under annoncen
Barca står overfor en massiv opgave mod Atlético, der vandt 4-0 i første pokalsemifinale, men troen på et comeback lever i bedste velgående og catalanerne sætter alt ind på at gøre stadion til en sand heksekedel for træner Diego Simeones tropper.
Ifølge oplysninger fra avisen Sport har klubben forhandlet med kommunen og politiet, så omkring 700 fans fra de fire grupper under Grada d’Animació får et reserveret område mod Atlético. Helt specifikt bliver de placeret i det nederste hjørne mellem Gol Sud og Lateral. Herfra kan de hundredvis af fans føre an og piske Hansi Flicks Barca frem mod et comeback.
Dette bliver ikke den permanente placering for Grada d’Animació på Spotify Camp Nou, da de i fremtiden skal være mere centralt placeret bag det ene mål, når stadionkapaciteten udvides til 62.000 tilskuere, hvilket forventes at ske senere i marts måned.
Hvis alt går efter planen, sætter Barca på tirsdag punktum for halvandet år uden sine mest larmende fans på stadion.
© Getty Images// Atletico Madrid // Copa del Rey