Wojciech Szczesny var både glad og rørt, da han på trods af at have indkasseret tre mål i søndagens El Clásico mod Real Madrid kunne fejre sejren på 4-3. Efter kampen bekræftede han, at han er blevet tilbudt en forlængelse.
Læs her hvad Szczesny sagde efter kampen:
Endnu et comeback:
'Så mærkeligt som det lyder, tror jeg faktisk, det er blevet en vane for os. Det er som om, vi ikke længere bliver rigtig bekymrede over at være bagud med to mål. Når modstanderen scorer deres andet, begynder de selv at ryste – for de ved, hvordan det ofte ender'.
'Men for at være ærlig, ville jeg foretrække, at vi slet ikke kom i den situation. Det er blevet lidt af en tradition på det seneste, at vi først kommer bagud og så kæmper os tilbage. Men det, der skete i dag, var på en måde billedet på hele vores sæson. Udover vores kvaliteter viser vi altid hjerte og en vilje til aldrig at give op. Det har båret os igennem før – og det gjorde det igen i dag'.
Artiklen fortsætter under annoncen
Kan man bevare roen?'Jeg klarede det faktisk fint – lige indtil dommeren fløjtede af. Der eksploderede jeg indvendigt og kunne ikke holde tårerne tilbage. Det har været en følelsesladet kamp, en følelsesladet uge og et følelsesladet år. Jeg skal bruge lidt tid på at fordøje det hele. Jeg er bare lettet over, at bolden ikke kom ned mod vores mål igen efter 4-3-målet. Gudskelov gik det, som det gjorde'.
Straffesparket:'Ja, jeg begik et klokkeklart straffespark. Det var en klar forseelse. Cubarsí ville spille bolden tilbage til mig, men afleveringen var for kort. Så står man der og har ét valg: red det – eller lav en fejl. Jeg nåede den ikke. Der var straffespark'.
Fremtiden:'Da jeg og min familie kom hertil, var planen egentlig at blive i et år og så vende tilbage til Polen. Så helt ærligt – jeg ved det ikke endnu. Det handler ikke kun om mig, men også om logistik, skole, flytning og meget andet. Vi skal sætte os ned som familie og finde ud af, hvad der er bedst'.
'Det er ingen hemmelighed, at jeg har et tilbud om at forlænge min kontrakt med to år. Men vi skal tage beslutningen sammen. Vores familieliv handler ikke længere kun om mig. Jeg føler, at jeg skylder min familie, især min kone, at tage det her valg i fællesskab'.
'Jeg hører tit, at de fleste beslutninger hjemme hos os bliver taget af min kone – og det skammer jeg mig ikke over. Normalt er det mig, der tager beslutninger om fodbold, men det her er en undtagelse'.

// El Clásico // Wojciech Szczesny