Ter Stegen når måske at blive klar denne sæson
Aamer Al-Khatib - 09.02.25
Marc André ter-Stegen har siddet ude med en knæskade siden september sidste år, men nu er han angiveligt langsomt begyndt at træne igen og kan måske nå at gøre comeback inden sæsonafslutningen.
Barcas førstemålmand Marc-André ter Stegen har længe siddet ude med en alvorlig knæskade, men nu ser der ud til at være lys for enden af tunnelen. Ifølge avisen Sport er der nu en reel mulighed for, at han kan gøre comeback inden sæsonafslutningen.
Artiklen fortsætter under annoncen
Cheftræner Hansi Flick bekræftede under et pressemøde i dag, at Ter Stegens genoptræning går planmæssigt. Her afslørede han, at målmanden allerede har været i gang med individuelle øvelser på træningsbanen med klubbens målmandstræner, José Ramón de la Fuente: 'Han har gjort store fremskridt både fysisk og på banen. Vi er meget tilfredse med hans udvikling' sagde Flick, dog uden at give et præcist tidspunkt for et muligt comeback.
Ter Stegens hurtige fremskridt har givet nyt håb i Barca-lejren, da man oprindeligt ikke havde regnet med at få tyskeren tilbage i denne sæson. Nu spekuleres der i, at han måske kan nå at spille i den afgørende del af sæsonen.
For nu fortsætter Ter Stegen sin genoptræning, og Barca-fansene kan derfor håbe på, at de snart igen ser deres tyske sidste skanse tilbage mellem stængerne.
© Getty Images// Ter Stegen