Barca begyndte i dag forberedelserne frem mod den afgørende semifinale i Copa del Rey mod Atlético Madrid. Spillerne fik sig en glædelig overraskelse inden træningen, da Ter Stegen dukkede op, og trænede med for første gang siden hans knæskade.
Hansi Flick har måtte undvære sin kaptajn, Marc-André ter Stegen, siden september sidste år, da han måtte lade sig operere efter at have pådraget sig en alvorlig knæskade mod Villarreal. Catalanerne forventede i starten, at målmanden ikke kom i spil mere i denne sæson, men situationen ser dog nu helt anderledes ud.
Artiklen fortsætter under annoncen
Meget tyder på, at Ter Stegen allerede kan få comeback i denne sæson, selvom det dog ikke er noget, som Flick og trænerstaben har taget en endelig beslutning omkring. Faktum er dog, at målmandens genoptræning er gået langt hurtigere end forventet, og i dag deltog han for første gang i fællestræningen efter hans knæskade sidste år.
Det rapporterer avisen Mundo Deportivo, der også tilføjer, at tyskerens tilstedeværelse skabte en positiv stemning hos holdkammeraterne. Ter Stegens deltagelse på træningsbanen kom samtidig også som en stor overraskelse, da flere medier først havde spået en retur om et par uger.
Selvom der fortsat er et stykke tid til, at Barca-kaptajnen er i stand til at få sit comeback på fodboldbanen, er hans tilbagevenden til træningen et stort skridt i den rigtige retning. I takt med, at Ter Stegens form forbedres, bliver det spændende at se, hvordan Flick håndterer situationen på målmandsposten, hvor Wojciech Szczesny endnu ikke har tabt en kamp siden ankomsten til klubben.

// Ter Stegen